I Pottemagerens hånd
Jeremias 18, 4+6b; ”Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det ... Som leret i pottemagerens hånd er I, i min hånd.”
Har du prøvet at føle dig mislykket? Med en enkelt ting eller med hele dit liv? Hvilken smerte er det ikke at opleve sig selv eller forhold i sit liv som mislykket, fortabt og forspildt. Al håb og fremtid kan syntes ude – i hvert fald menneskeligt set.
Men hør!
O, hvilken salighed at være i pottemagerens hænder med sit mislykkede og ødelagte liv! Gud lader nemlig ikke sit knuste og mislykkede barn ligge. Han kasserer ikke den ydmygede, den magtesløse, den mislykkede eller den fortabte synder. Han lader ikke det vildfarne får fortsat gå sine egne veje. Nej tværtimod; han opsøger, helbreder, bærer og frelser det fortabte. Han begynder forfra med leret og former det om igen – til noget helt andet og nyt; ”… lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det.” For Gud er ingenting umuligt – han kan gøre sten til brød og rejse den mest faldne og knuste skabning.
”De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.” (Ezekiel 34,16)
”Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr.” (Esajas 42,3)
”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.” (Esajas 57,15b)
”Dine ruiner fra fortiden skal genopbygges.” (Esajas 58,12a)
”Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden;
nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke?
Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken.” (Esajas 43,18-19)
Ja, Gud har sit barn i sine hænder, som leret er i pottemagerens hånd! Men, hvor kan det gøre ondt og være fuld af dyb og ordløs smerte at være i de hænder, som vi synger det i en sang: … ”hver gang jeg under tugteråget prøves, det syntes mig, din hånd den er så hård og trykker stærkere, end det behøves”.
Men selv om det gør ondt, så er det dog en trøst og rigdom, at tro på, at jeg i alt, hvad der møder mig, har med Gud at gøre. Intet – absolut intet, rører mig uden, at Han har villet det, for jeg er i hans hænder! ”For dette siger Hærskarers Herre — til herlighed har han sendt mig — til de folk, der plyndrede jer: Den, der rører jer, rører ved mit øjeæble” (Zakarias 2,12). Han former mig i sine hænder – ikke til noget tilfældigt, men med en helt bestemt hensigt; med tanker og planer om lykke, om fremtid og håb (Jeremias 29,11).
Men disse hænder, der former mig, er ikke tilfældige menneskehænder. Nej - det er Jesu naglemærkede hænder! Jeg må være med mit liv i disse hænder på grund af korset og forsoningen! De naglemærkede hænder er et bevis på, at Gud kun vil mig det bedste. Det er de gennemborede hænder, der blev ofret for mig, jeg er i. Derfor kan jeg hvile der, være tryg dér, håbe dér og ånde dér.
Så er kampen der mellem mit gamle Adam og det nye menneske, men det genfødte menneske siger; Så må der møde mig, hvad der vil, så længe det bare sker i Jesu almægtige hænder! Så må Gud forme mig, som han vil – bare det hele foregår i hans gennemborede, kærlige hænder.
I de hænder vil jeg være med hele mit liv. For så er ansvaret ikke mit, men Guds – og han har bare ét for øje i alt, hvad der møder mig og hvordan han end former mig; at jeg skal til Himlen!
Så er jeg ikke mismodig, men Salig. For midt i smerten og det mislykkede ejer jeg glæden over Jesus. En glæde og skat, som ingen kan tage fra mig.
”… - hvordan alt end stiller sig – Jesus elsker dig, det ene, er det ikke nok for dig?”
”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud.” (Salme 42,6)
Og så vil de naglemærkede hænder ikke bare omforme mig, men også bære mig hjem til Himlen!
”Alt skal tjene til mit bedste,
alt jeg tager af din hånd,
medens jorden jeg skal gæste
under kødets strid med Ånd.
Giv, jeg må, hvad end mig møder,
se, det kommer alt fra dig
og at intet mig tilstøder,
som ej tilmålt er for mig."
----------
Nu er min trældom endt,
Jesus er min!
Før jeg ej ro har kendt,
Jesus er min!
Jeg længe ej forstod
at agte Jesu blod,
som har min sag gjort god.
Nu er han min.
Jeg nu Guds råd forstår,
Jesus er min!
Alt jeg af nåde får,
Jesus er min!
Han er min fred så blid
midt under kamp og strid
her i min prøvetid.
Jesus er min!
Jeg fik en skat så rig:
Jesus er min!
Den gør mig lykkelig,
Jesus er min!
Daglig jeg støder an,
men skylden borttog han,
som ene frelse kan,
ja, han er min!
Vist må jeg fryde mig,
Jesus er min!
For mig han hengav sig,
Jesus er min!
Han har mig løst engang,
han er min sol og sang
midt under tidens tvang,
Jesus er min!
Farvel da, al min nød!
Jesus er min!
Velkommen vær, o død!
Jesus er min!
Snart bor jer i Guds stad,
nåde i største grad!
Jeg er af hjertet glad,
Jesus er min!
Synd, lov, ej mer mig plag!*
Jesus er min!
Velkommen dommedag!
Jesus er min!
Velkommen evighed!
Nu har jeg sikkerhed
om evig salighed.
Jesus er min!
Her og i Himlens sal
Jesus er min!
Om anden fryd ej tal,
Jesus er min!
Han er min salighed.
Nu og i evighed
hviler derpå min fred:
Jesus er min!
*Gal. 2,19 Clara Ahnfelt