Har du dit eget Getsemane?

Joh. 18,1.

"Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i."

Det vi vil standse og være stille for nu, er hvad der skete i Getsemane før påsken.

Hvornår begyndte Jesu lidelseshistorie? Det gjorde den da Jesus hjemme i Himlen sagde ja til at lide for menneskenes synd. Hver eneste dag Jesus gik her på jorden var en lidelse for ham. Jeg tror ikke at noget menneske kan forstå, hvad det vil sige at bytte himlens herlighed med et liv på denne syndige jord.

Vi har hverken forstand eller sanser til at forstå hvad himlen er. Vi ved ikke engang hvad synden er, for vi ser synden med en synders øjne.

Vi kan få en lille bitte anelse om det, hvis vi f.eks. kommer fra et rigt samvær i de helliges samfund, og kommer ind på et værtshus, til en flok drikkende og bandende mennesker med gudsbespottelig og sjofel tale. Vort hjerte krymper sig! - Hvordan måtte det ikke være for Jesus at forlade Himlens herlighed, og leve et menneskeliv på denne rå og onde jord? - Jo, hele Jesu liv var hans lidelseshistorie.

Og dog, må vi sige at Jesu lidelseshistorie, på en særlig måde, begynder her på den anden side Kedronbækken.

Da Jesus og disciplene gik ind i Getsemane, var de stadig fyldt af en stille fred og glæde, fra aftenen før, hvor de havde delt påskelammet sammen. De skønne og salige timer de havde oplevet sammen med Jesus i centrum, var for disciplene en forsmag på herligheden hjemme i Himlen, sammen med Jesus. - Men for Jesus var det en forsmag på lidelsen.

Jeg tror man kunne høre disciplenes lovsang stige op i den stille nat. Deres hjerter var varme og fyldt med lovsang til Gud. De sang vers 24 i salme 118: "Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den."

Men i Jesus mund har lovsangen lydt underlig. Jesu blod løb stadig i hans årer, men han vidste også at om en kort stund skulle det løbe ned ad korsplanken på Golgata.

Det var ikke let for Jesus at synge lovsangen. Men han sang den: "Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den." Han vidste at det var Herrens dag til glæde og fryd, men han vidste også at det var ondskabens time og mørkets magt.

De var tunge, de skridt Jesus tog over Kedronbækken. Selv om det bare var en lille bæk, betegnede Jesus skridt hele verdens frelse.

Vi må allesammen følge Jesus. Lad os gå over vores egen Kedronbæk. Lad ikke en dag gå uden at vi får et glimt af Jesus i hans lidelse. Hvis det er nødvendigt, så sæt noget til side i dit liv. - Ofre 10 min. af din nattesøvn, og vis at du er i stand til at våge så meget sammen med ham.

Om du i sandhed får se ham, - i hans lidelse og skønhed, så har du nok for hver eneste dag, - og for hele livet!

For os er Getsemane noget vi forbinder med skønhed. Dejlige Getsemane-sange, skærtorsdagsminder med Getsemane-stemning. Vi fornemmer det stille sus i de store oliventræers kroner. Fuglene er stille - de sover. Der er fred og stilhed og højtid i vores Frelsers bedehus, Getsemane.

Men for Jesus var Getsemane ikke skønt. Lige så snart han er kommet ind under de mørke træer, og før han endnu er gået fra de tre disciple som fik lov et følge ham længst, står der i Matt. 26,37 om ham: "Og han blev grebet af sorg og angst. - Og hvor grufuld den angst var, bliver forklaret i vers 38: "Min sjæl er fortvivlet indtil døden." Stærkere ord kunne ikke have været brugt: fortvivlet indtil døden!

Og alligevel er dette bare begyndelsen på Jesu kamp. Hvad skulle det ikke blive til, inden kampen nåede sit højdepunkt. Jesus forlader sine nærmeste og bedste venner, disciplene, og går alene bort for at kæmpe og bede.

Vi har sikkert allesammen set Getsemane-billeder hvor Jesus ligger halvt på knæ, behagelig mod en blød mosgroet sten som alter. Men et sådant billede er ikke bibelsk. Bibelen giver os et helt andet billede. Lukas siger: Han faldt på knæ. Markus siger: Han kastede sig til jorden. Mattæus siger: Han faldt ned på sit ansigt.

Prøv at danne dig et billede, for dit hjertets øje, af din kæmpende Frelser. Det er ingen ophøjet konge i en behersket indre kamp. Nej, i fortvivlelse og afmagt falder Jesus på sine knæ. Og som Jesu kamp stiger i styrke, trykker han ansigtet helt ned mod jorden. Hele vor Frelsers legeme er grebet af en dyb angst. Bøjet ned i støvet kæmper han i bøn.

Hvis vi følger Jesus videre i kampen, kan vi se hvordan den stiger i styrke. I Luk. 22,44 læser vi: I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.

Læg mærke til hvor mættet dette vers er af kamp. Der står ikke: angst, - der står dødsangst. Der står ikke: Han bad, - der står: Han bad endnu mere indtrængende. Der står ikke at han svedte, - der står: Og hans sved blev som bloddråber. Han svedte selv om natten var kold. I ypperstepræstens gård måtte de tænde bål for at varme sig. Men trods kulden svedte vor Frelser. Men sveden begyndte at farvedes rød, - den blev som bloddråber, står der. Kan du se det for dig? - Dråber som faldt ned på jorden. Det drypper rødt, dråbe for dråbe, - mens nye svedperler presses frem på Jesu rene pande.

Vi glemmer tit Jesus lidelse. Men måtte tanker om Getsemanes gru, følge os livet igennem. Måtte synet af din Frelsers blodsved stå for dit øje hver dag. Da vil det blive svært at synde. Da vil den kærlighed som drev ham ind i denne kamp, tænde dit kolde hjerte op igen, og bevare det varmt og brændende hele livet igennem.

I Matt. 26, 38-39 ser vi hvad den egentlige Getsemane-bøn er. Det er, ikke som nogen tror, den sidste sætning: "Dog ikke som jeg vil, men som du vil." Nej, selve bønnen er sætningen: "Lad dette bæger gå mig forbi." Det er Jesu bøn. Det andet er bare en ramme om bønnen. "Lad dette bæger gå mig forbi." Det var Jesu inderlige Getsemane-bøn.

Vi kan se det når vi læser i beretningen fra palmesøndag, hvor Jesus også bad til sin far. Joh. 12,27. Vi kan fornemme at Getsemane kaster sine mørke skygger ind over Jesus her efter indtoget af Jerusalem. Jesus står rådvild - gennemrystet indtil sjælen, ved tanken om hvad der venter ham. Jesus spørger sig selv et øjeblik hvad han skal bede om: "Hvad skal jeg sige?"

Hvor er det godt at læse at også Jesus har stået spørgende i sit bønneliv. Det kender vi også selv fra vort bønneliv. Hvor tit har vi ikke stået over for vor Far i Himlen og sagt: "Hvad skal jeg sige?" Da er det godt at vide at vi skal ikke selv gøre os anstrengelser for at bede. Det er Herren selv der skaber bønnen i os.

Jesus får den tanke at han skal bede sin Far om at slippe for lidelsen. "Far, frels mig fra denne time." Men han afbryder sig selv. Han kommer ikke så langt at han får bedt bønnen. Det blev bare en tanke. Han svarer sig selv: "Derfor er jeg kommet til denne time."

Jesus kunne godt have bedt denne bøn, og Gud kunne godt have opfyldt den; men så ville verden have været fortabt, og over Jesus liv ville der have stået et stort: Forgæves.

Getsemane er toppen af den sjælekamp som længe har fyldt Jesu hjerte. Og lang tid før kunne Jesus gribes af denne dødsangst. Det kan vi læse i Luk. 12,50 - der siger Jesus: "En dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldført" Men her, natten før langfredag, vælter dødsangsten på ny ind over Jesus, og nu med hele sin styrke. Her er det denne bøn, som han ikke før har turdet bede: "Lad dette bæger gå mig forbi.

I Heb. 5,7 kan vi også læse en rystende beskrivelse af Getsemane-kampen. Det er et stærkt Getsemane-billede vi møder her: Høje råb og tårer, bønner og nødråb. Om frelse fra døden. Men så står der så herligt: "Og han blev bønhørt."

Men det var en underlig bønhørelse. Så helt anderledes end han havde tænkt.

Jesus bad: ”Frels mig fra døden" - men han døde. Han bad: ”Lad dette bæger gå mig forbi" - men han drak kalken. Han vil bede: ”Far, frels mig fra denne time!" - men timen kom, den lange forfærdelige time.

Og dog læser vi at han blev bønhørt. Og Gud ske tak og lov at svaret kom som det kom. - For Jesu egen del og for hele verdens frelse.

Ikke en dråbe i det bitre bæger blev han sparet for. Men Gud gav ham kraft til at tømme bægeret. Ikke et øjeblik i den forfærdelige lidelsestime blev kortet af. Men Guds skjulte nåde rakte til indtil sidste minut, og Jesus blev løst fra lidelsen og frelst fra døden. Det var Guds vilje der skete. Og i denne sætning: ”Ikke som jeg vil, men som du vil," ligger selve sejren, ja på disse ord hviler hele menneskehedens frelse. Uden denne bøn ville korset bare have været en galge, og Golgata ikke andet end en navnløs høj uden for Jerusalem. Og Jesu liv, ingen frelse for den forarmede slægt.

Jesus måtte gennem Getsemane. Uden Getsemane ville Golgata ikke have været soningsstedet. Uden sejren i Getsemane ville det hele have været uden værdi, og verden stadigvæk ufrelst.

Der står i Fill. 2,8: at Jesus blev lydig indtil døden, ja døden på et kors. Jesus var født uden synd. Men også for Jesus var hver dags prøvelse en lektie han måtte lære, og Jesus bestod altid prøven, - også her i Getsemane. Jesus bestod den sidste afgørende lydigheds-prøve. Ulydigheden i Edens have kan kun sones ved lydighed i Getsemane have. Rom. 5,19.

Da Jesus kommer tilbage fra bønnen 3. gang, er sejren vundet. Nu er Faderens vilje og verdens frelse alt for Jesus. Nu er offeret bragt. Og det udføres senere på Golgata. Men det bringes her i Getsemane. Nu var verdens frelse sikret. Jesus kunne gå forræderen og lidelsen i møde med oprejst pande.

Ethvert menneske har sit eget Golgata. Ethvert liv som leves har sin egen lidelses historie, - nogle så alle mennesker ser det, og ved det. Andre i det skjulte. Nogle med ydre trængsler og lidelser, andre ved indre kampe og vanskeligheder. Lidelsen kommer altid koldt og uvelkomment, men den kommer.

Men skal Golgata blive det for os som det var tænkt til: et sted hvor vi må komme med vor synd og uduelighed, da må vi først have vort Getsemane. Om lidelsen i vort liv skal blive os til velsignelse eller forbandelse, afhænger af om vi har kæmpet vores Getsemane-kamp - og sejret.

Er du villig til at gå ind i lidelsen med den bøjede vilje og et lydigt sind? Har du lært det lydige sind, da kan du bede denne bøn: Fader, ske ikke min, men din vilje. - Da er dit liv kommet ind i et andet plan, da er alle trængsler og lidelser blevet Guds tjenere for dit eget vel. Det er som forklædte engle som bare overøser dig med godt. Da kan ingen trængsel eller angst skade dig.

Jesu lidelse i Getsemane havde det mål: At fuldende ham i lydighed.

Lidelsen har det samme mål for dig. Hvis du ved at lidelsen venter dig, eller du er midt i lidelsen, så har du bare et at gøre: Gå ind i dit lønkammer og kæmp ud med Gud. Det du trænger til, er et Getsemane. Og giv ikke op før du med hele dit hjerte er helt overladt i Guds vilje og kan bede: Far, ikke som jeg vil, men som du vil! - Da skal også du få kraft til at gå din lidelsens vej til ende. Da må du have lov til at bøje dig ved korsets fod på Golgata. Og Jesus har taget straffen også for dine synder. Du må have lov at lægge din syndebyrde ved korsets fod, og Jesus vil fjerne dem så langt som østen er fra vesten.

Du må gå over Kedronbækken, ind i dit eget Getsemane. Da vil Herren selv frelse dig fra døden og føre dig ind i Evigheden. Der skal du se Jesus som han er. Der skal du for altid være sammen med Jesus og alle hans venner.

Ses vi der?