Guds evige nådevalg.

 

Kære dig, som læser dette, kender du læren om Guds evige nådevalg?

 

Paulus skriver i Ef. 1,4-6: ”Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham, ……. og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljesbeslutning, til lov og pris for sin nådes herlighed, som han skænkede os i den elskede.”

 

Hvem er så udvalgt? I Luk. 9,35 står: ”Denne er min søn den udvalgte!” Jo, der er bare én udvalgt, bare én retfærdig, bare én i hvem Gud har velbehag - Jesus Kristus. Han er selv hele vor frelse!

 

Gud besluttede, før verdens grundvold blev lagt, at han ville give os en mellemmand, som skulle have både en menneskelig og guddommelig natur uopløseligt smeltet sammen i én person. Han ”udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt”.

 

Vor frelse, vor udvælgelse i Kristus, er Guds egen frie beslutning, og hans gerning, ”efter hans viljes beslutning”. Skriften viser os at Gud gør alt ”for sit navns skyld”, - af ham og ved ham og til ham er alle ting!

 

Hvor kan jeg finde en tryggere og saligere hvile for mit svage, urolige hjerte, end ved Guds evige nådevalg i Kristus? Hvem og hvad skulle jeg ellers tro i al den forvirring af tanker, indskydelser og følelser som indefra og udefra gør mit hjertet urolig og usikkert? Hvor skulle jeg søge hjælp mod de mange røster indefra og alle slags forskellige lærdomme udefra, - om ikke hos Gud – hos Gud alene?

 

Måtte Guds evige vilje og beslutning om hvordan du og jeg skal blive frelst blive den dybeste grundvold for vor tro. Måtte hele vor hvile og frelsesvished ligge i Guds evige udvælgelse.

 

Læs selv hele det vigtige og herlige afsnit om Guds evige nådevalg i bogen ”Veiledning til fred” af Carl Olof Rosenius som kan købes her: Køb bøgerne.