Gaven til at kende ånder.

Læs 1. Joh. 4,1-6.

Det er altid forbundet med velsignelse når vi læser Guds ord, for Guds ord er levende. Og så ved vi aldrig på forhånd hvordan Gud åbenbarer sig for hjertet. Jeg glæder mig egentlig hver eneste gang jeg læser i Ordet, selvom det kan være med bæven, for det er jo forunderligt når Gud møder os i sit ord. Hvad mon Gud har at sige til mig denne gang?

For ligesom at forstå lidt af hvad der står i disse seks vers, vil vi gå en lille smule tilbage, for at finde ud af det, for disse vers er taget ud af en sammenhæng.

Johannes´s første brev er skrevet af samme forfatter som Johannes Evangeliet. Og brevet kan næsten siges at være en fortsættelse af Johannes Evangeliet, for der hedder det nemlig i kapitel 20, 31: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” Det var baggrunden for Johannes Evangeliet. Og så lyder det her i 1. Joh. Brev 5,13, og prøv at se hvor enslydende det er: ”Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.”

Og Johannes´s brev vidner om at være skrevet af en mand som har haft et nært forhold til Jesus, og det fortæller f.eks. kap. 1, 1-4, os om: ”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord — og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os —  det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen.”

Det vil sige at dette brev er skrevet af en ældre erfaren mand med autoritet, for så får ordene også mere vægt når vi ved det. Hans gentagne tiltale af læserne når han siger: mine børn, og kære børn og når han siger: I elskede, så vidner det om hans autoritet. Og tiltalen lader os også forstå at han var en gammel mand som kunne bruge denne her familiære tone uden at blive misforstået. Det havde jo ikke lydt ligesådan hvis det havde været en ung som havde sagt det her: Mine kære børn…

Men nu er det altså denne gamle mand. Og denne gamle mand han fordømmer vildfarelsen fuldstændig kompromisløst og så fremstiller han sandheden som udiskutabel. Det vil jeg gerne at du lægger mærke til.

Og anledningen til dette brev er en vranglære som er trængt ind i menigheden og som nægtede at Jesus var Kristus, Guds søn, kommet i kød. Derfor skriver han denne advarsel og denne kompromisløse sandhed. Og det skal vi se på 4 steder her:

1. Joh 2,22: ”Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen.”

1. Joh. 5,1: ”Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham.”

1. Joh. 4,15: ”Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud.”

1. Joh. 5,5: ”Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?”

Af disse vers kan vi se at der er kommet nogle vranglærere ind i menigheden, - det er det han siger med disse ord. Og denne vranglære som Johannes skriver et brev om, for at tilbagevise, og for at åbenbare hvad det er. Denne vranglære har været en form for gnosticisme! Og hvad er det? Det er jo et fremmed ord. Men ganske kort og enkelt sagt så er det en spekulativ, religiøs og filosofisk strømning i oldtidens asiatiske religioner, samt i den første kristne menighed. Så langt strækker denne her gnosticisme sig ind i kristenheden. Og det var typisk for gnosticismen at den satte en skarp grænse imellem ånd og menneske. Og der kunne f.eks. ikke tænkes en virkelig forening mellem det guddommelige og det menneskelige. Og det var derfor at man sagde at Jesus var bare et menneske, han var ikke Guds søn!

Altså at det guddommelige kunne lide og dø for en slægt, det bortforklarede man, det bortviste man. Altså den himmelske Kristus var kommet over ham i dåben, sagde disse her gnoscister. Og hvis I ser f.eks. i kap. 5,6: ”Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden.” Kan I høre at dette hænger sammen?

Johannes er altså nødt til at skrive dette brev for at tilbagevise disse gnosticister. Og så siger man at den himmelske Kristus var kommet over ham da han blev døbt, og den forlod ham igen før lidelsen og døden på Golgata. Dvs. at Jesus han var ikke død i vort sted, - for hele verdens synd, sagde man. Det er baggrunden for brevet her.

Og disse vranglærere levede altså i en falsk frihed fra synden samtidig med, og det kan vi f.eks. se i kap. 3 vers 4, og det er derfor han skriver disse vers og derfor er der en sammenhæng når vi læser 1. Joh. Brev: ”Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud. I ved, at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham. Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke. Kære børn, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger.”

Kan I høre at han tilbageviser den påstand at Jesus han er ikke død på Golgata i vort sted. Det var ikke en sonende død han døde. Og derfor så de det ikke for nødvendigt at holde Guds bud.

Og så skriver Johannes dette her i kap. 2, vers 3: ”Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: "Jeg kender ham," men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.” Hvis du ikke lever efter Guds ord er du ikke hans, siger Johannes. Man kan altså ikke tillade sig at leve som man vil. Og i kap. 4,6: ”Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os. Derpå kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd.”

Og så var der en ting mere ved disse gnosticister. – De ringeagtede de andre kristne som mindreværdige. Og så kan man jo godt få den lille tanke: Jamen er det ikke noget af det vi også har i vor tid? Man ringeagtede de andre kristne som mindreværdige!

Kap. 2, 9-11: ”Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket. Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne.”

Og i kap. 3, 11-18 og i kap. 4, 11-21, står der også noget om dette. Læs disse vers. Han er jo kærlighedens apostel.

Altså det var både en religiøs og en moralsk forførelse de var udsat for og det er derfor han skriver dette brev. Kap. 2, 26 f.eks.: "Dette har jeg skrevet til jer om dem, der vil føre jer vild.” Og 3,7: ”Kære børn, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig.” Denne apostel, Johannes, han bekæmper denne vranglære på det skarpeste og så sætter han sin autoritet og sin myndighed ind ved at fremsætte det som er ægte og kristentro lære og det er derfor at dette brev er så vigtigt.

Og så er der særligt 2 hovedtanker som fremhæves: Den religiøse, at vi tror på Jesus som Guds søn, og den moralske: at vi skal elske hverandre, og det er jo det han siger her i kap. 3, 23: ”Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os.”

Kære ven, du som himmelvejen vandrer. Det er Ham der har skrevet dette her. Og derfor må Johannes af kærlighed sige sandheden. For den kærlighed som kobler sandheden fra er djævelen nemlig ikke bange for. Kærligheden er nødt til at bedømme hvis ikke den skal gå til grunde.

Og derfor advarer kærlighedens apostel og så siger han: ”Mine kære” Prøv at høre tonefaldet, ”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv om ånderne er af Gud” For der er gået mange falske profeter ud i verden. Og netop fordi vi kommer ud for falsk forkyndelse så må vi prøve ånderne. Og efter advarslen så viser apostlen hvordan man med sikkerhed kan kende Guds ånd.

Og hvad kendes Guds ånd da på? vers 2: ”Derpå kan I kende Guds ånd. Enhver ånd der bekender at Jesus er Kristus kommen i kødet er af Gud, men enhver ånd der ikke bekender Jesus er ikke af Gud”. Guds Ånd herliggør altid Jesus, sådan som Jesus har sagt. Han forkynder Jesus som forsoner, stedfortræder og Guds søn der har taget vore synder bort med sit blod.

Og ved sammenligning mellem vers 2 og 3 her i vores tekst så åbenbares det at Guds ånd kendes på at han taler om det væsentlige ved Guds frelsesåbenbaring i Kristus. Og det som Apostelen Paulus har nævnt i 1. Tim. 3,16, - hvad siger Paulus der? Der taler han om gudsfrygtens hemmelighed. Mens de falske ånder kendes på det som de ikke siger om Jesus.

Altså de falske ånder kendes på det som de ikke siger om Jesus. Og så ved vi også godt, - og lad mig bruge et billede: Falske mønter og ægte mønter, de kan ligne hinanden til ukendelighed. Men ved I hvad de falske de mangler? De mangler klangen! Det er faktisk den eneste måde man kan kende en uægte mønt på det er klangen, - ikke udseendet, men klangen.

Jesus understreger faktisk dette her i Joh. 10,27 for der siger Jesus: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.” Og det Jesus siger her er at særlige kendetegn på hans får, - det er ikke at de kender de falske profeter, men kun at de kender hans røst. En fremmed derimod vil de ikke følge fordi de ikke kender hans røst. Og det er derfor at vi må lære at kende Jesu røst så vi kan skille alle de uægte røster fra. For du kan ikke kende de falske, - du kan kun kende HANS røst! Og det skal du have i tanke når du læser dette her som Johannes han skriver, når han taler om at prøve ånderne, om de er af Gud. Det kan du ikke finde ud af, men du skal lære og høre hans røst så du kan kende den fra alle de uægte.

Og derfor skal vi vogte os for at lytte til alle nyopdukkede åndsretninger og ”supermarkeder” hvor megen herlighedsteologi tilbydes. Og ved du hvorfor? Man kan få sit øre spoleret ved en sigøjner-tilværelse. Og jeg mener det jeg siger. Jeg vil godt sige at hvis du vidste hvor farligt det er at lytte til alle disse ”supermarkeder”, alt det her religiøse: Da mister du evnen til at kende den sande røst. Åh, om jeg kunne sige det så du huskede det!

Men hvad er det væsentlige som Guds ånd taler om i vor tekst? Jo, han taler enkelt om Jesus, der vandrede her som menneskesøn, han er Kristus den forjættede Messias og samtidig Guds søn, kommet til os i menneskelig skikkelse. Enhver ånd der taler om dette er af Gud.

Og så vil jeg godt pege på Joh. 16,14-15. Johannes har jo skrevet om det før, og dette er når han taler om når sandhedens ånd kommer: ”Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.”

Altså den ånd der herliggør Jesus som Guds Messias og vor Frelser det er Guds egen Ånd og ingen andre. Og så er det en hemmelighed som ingen andre kan åbenbare, og det er derfor vi kan skelne denne lære. 1. Kor. 2,10-16: ”det har Gud åbenbaret for os ved Ånden,” - altså at Jesus er Guds søn, han er Messias, han er verdens frelser og han er vor forsoner, og så siger han videre - ”Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder.  For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.  Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for "hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?" Men vi har Kristi tanker.” …i gennem hans Ord. Og de er vigtigere en dine og mine tanker.

Og bekender du Jesus som trosbekendelsen lyder, ja den burde alle jo kunne udenad, - sådan som vi står der og bekender den i kirken. Hvis du bekender ham som trosbekendelsen lyder, så peger du på ham som den der har sonet alle dine synder på Golgatas kors. Og det er det som er sandheden.

Jesus er kommet fra Himlen, og han er ikke bare et menneske som disse gnosdisister sagde. Men ikke det alene. Der var også et andet værk han måtte gøre, nemlig sone synden, og det kostede ham hans blod og hans fællesskab med faderen.

Og så står der videre her i vers 3 i vores tekst: ”Men enhver ånd som ikke bekender Jesus er ikke af Gud, og det er antikrists ånd som er i verden.” Også her er antikrists ånd i det skjulte, i dens forførelse af det egentlige om Jesus. Vi kan godt sige det sådan at antikrist betyder to ting på én gang, altså ordet antikrist. For det første én der er i mod Kristus, der er hans fjende. Men samtidig så betyder det også at han kræver at være i stedet for Kristus og tage hans plads over for de troende. Og det er det han pønser på, antikrist.

Altså antikrist han vil tage Kristi sted. Og det er derfor at han arbejder i det skjulte efter princippet om passiv modstand. Og jeg må egentlig sige at jeg var rystet da jeg så dette her: Passiv modstander!

Kender du ikke godt den ånd som vil få dig til at tie med bekendelsen af Jesus navn. Lad os bare tage din arbejdsplads. Hvis du skal nævne navnet Jesus, hvad koster det ikke? Passiv modstand! Og vi har tit beklaget tavs kristendom. Men jeg spørger: Har vi for alvor set hvad der ligger bagved. Fortielse kan nemlig blive en form for fornægtelse. Hvordan har du det når du har gæster i dit eget hjem? Bekender du da Jesus? Fortielse af navnet Jesus, det kan blive fornægtelse!

Hver gang du ikke bekender Jesus når du bliver mindet om det, så har antikrists ånd vundet sejr i dig. Jeg ved godt at det er stærkt sagt, men det er sandt. Og det er grunden til at jo oftere du tier, desto sværere bliver det at tale om Jesus fordi den ånd tager magten hvor man føjer sig efter den, - og jeg kender selv til det så jeg ved det af erfaring. Har du ikke oplevet når du bliver mindet om at sige et ord om Jesus og du bare bliver siddende, - hvor dårligt du har det bagefter. Og derfor ligger der nok mere end almindelig menneskefrygt bagved når Jesus ikke bekendes så meget i dag.

Og så siger vers 3 i vores tekst: ”Dette er antikrist ånd som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden”. Og så spørger jeg: Er der nogen udvej for dette i vor tid? Ja, det er der! Første led i frigørelsen er ganske enkelt at vi vil erkende sandheden som den er. Det er det første.

Det andet er at hvis Jesus får lov at komme til med sandheden i vort liv så er han både villig og mægtig til at gøre os fri så vi bekender hans navn.

Vers 4 fortæller om en flok der har overvundet de falske ånder så det kan lade sig gøre. Og derfor er der sejr at få. Og i vers 5 mindes vi om sammenhængen mellem det man er og det man taler om. Er der en sammenhæng mellem det du er og det du taler om og det du beskæftiger dig med? Er der sammenhæng i dit liv mellem det du er optaget af i dagligdagen som et Guds barn? For sandhedens og vildfarelsens ånd kendes på det du taler om, - ikke på andet. Og så langt vi giver sandhedens ånd magt, der bliver vidnesbyrdet om Jesus også levende i hjerter og på læber.

Og når den antikristelige ånd arbejder så intenst på at få os til at tie med vidnesbyrdet om Jesus, så skal du aldrig regne med at din bekendelse af Jesus som din Frelser går af sig selv, for det gør det ikke.

Vor kamp er mod ondskabens åndsmagter i himmelrummet og det er derfor Johannes minder os om at vende os til Jesus for det er kun ham som kan give sejr, og det er kun ham der kan bevare dig, ved at du lærer at høre hans røst. Det er den eneste måde du kan kende ånderne på, - at du kender den sande røst. Og det er derfor at vi må vende os til Jesus. Og derfor skal vi huske hvad Jesus har sagt. Han siger det sådan i Joh. 16,33: ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.”

Og netop fordi Jesus har sejret så skal vi leve i Ham. I vers 6 står: ”Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os. Derpå kender vi sandhedens og vildfarelsens ånd.”

Og så et spørgsmål til sidst: Hvem lytter du til? Det fortæller noget om hvem du er! Tænk om vi kunne lægge Johannes´ vidnesbyrd og advarsel ind på hjertet, så vi kunne lære at kende den ægte mønt fra den uægte. Det sande evangelium fra det uægte. Og så netop i vor tid, der lyder så mange forskellige røster som ikke er af Gud og er af sandheden. Og derfor behøver vi denne nådegave til at prøve ånder om de er af Gud.