Frelsesvished og Åndens vidnesbyrd
Uddrag fra hæftet "Hvem er en kristen", side 33-43
Af Olav Valen-Sendstad.
Det kan ofte undre en, hvor lidt der i denne tid tales om frelsesvished. Hvad grunden til denne påfaldende tavshed kan være, er ikke godt at vide. Men mange gange får man et nedslående indtryk af, at der i vore dage råder megen falsk sikkerhed i frelsesspørgsmålet.
For mange er det ligesom så selvfølgeligt, at de er kristne, skønt det at være et Guds barn er det mindst selvfølgelige af alt, fordi der sker et under, når nogen bliver frelst (genfødelse).
For mange andre er det blevet sådan, at de betegner frelsesvishedens grundlag (Ordet, Jesu soning, Jesu retfærdighed) som "dogmer", "teologi", "død ortodoksi" o.s.v.; og på den måde spærrer de vejen både for sig selv og andre til den frigørende vished.
I virkeligheden burde der tales meget til denne religiøse tid, både om nødvendigheden af og vanskeligheden ved en sand frelsesvished. For den sande vished er meget, meget forskellig fra den falske sikkerhed og selvfølgelige tryghed, som kendetegner al åndelig død.
Og netop når Guds And har vækket og levendegjort os således, at vi begynder at frygte for at bedrage os selv, netop da begynder vi at spørge efter det sande grundlag for frelsesvisheden; netop da begynder vi at blive trætte af den åndelige mad, vi før har suget i os, og griber efter sandhed, efter klippefast grund, efter det sande kildevæld.
Der er en slags mennesker, som er ligesom de altædende dyr, de er åndelig talt altædende; de foretager ingen undersøgelse af, hvad der er livsbefordrende, og hvad der er livsruinerende; de tvivler aldrig på, at det de tror, hører, læser, føler og bygger på skulle være sandt, være holdbart.
Den slags mennesker er sjældent i tvivl om deres nådestand hos Gud. De er som den fortabte søn var det i tiden før, han kom til besindelse: Hvem han var i selskab og i lag med, hvad han åd og drak, hvad han tænkte og følte, troede og mente - det var lige godt alt sammen… indtil det en skønne dag styrtede i grus... alt sammen. Til dem er disse ord om visheden ikke talt.
Men så er der en anden slags mennesker, som ligner den fortabte søn i det tidsafsnit af hans liv, da han "stod op for at gå hjem", og da han endnu var på vejen hjem, håbende på det bedste, frygtende det værste, uvis om, hvorledes Faderen ville tage imod ham. Til dem er disse ord om visheden talt.
De er blevet bedraget og skuffet over deres egen åndelige "altæden." De ved ikke længere, hvad de skal tro og bygge på. I deres tankeverden finder de intet lys. I deres viljesliv finder de kun splittethed, vildrede, magtesløshed. Og i deres følelsesliv finder de ingen sikker grund. Kort sagt: De finder intet i dem selv, på hvilket de tør grunde nogen vished om at være Guds barn.
Sådanne har det ondt. For dem er spørgsmålet om frelsesvished virkelig en smerte. Og er der end, som sagt, ikke mange i vor tid, der synes at kæmpe med dette spørgsmål, så turde disse ord dog have ret til at henvende sig til den lille flok af disse søgende.
Vi vil prøve at klargøre spørgsmålet om frelsesvisheden i tre små punkter:
Hvis du tænker på den fortabte søn (Luk. 15), så vil du straks se, at der var to betingelser, for at han kunne få vished om sit barnekår hjemme i Faderhuset:
For det første måtte han ”stå op” og ”gå hjem”, d.v.s. vende sig til Faderhuset, for der at få rede på, hvordan hans sag stod.
For det andet måtte han selv ”høre”, fornemme, forstå af sin fars mund, hvad faderen tænkte om ham og hans barneret. Og på det faderen sagde i den sag, kunne han grunde sin vished og ægte sikkerhed.
De samme to betingelser udtalte Herren også til Israel: Ville de erfare og forvisses om hans nåde, så måtte de komme til ham og høre på ham:
”Vend om”, I frafaldne sønner, lyder det fra Herren; thi jeg er Eders herre; jeg tager Eder, én fra en by og to fra en slægt og ”bringer Eder til Zion” (Jer. 3,14).
Og da Israel til straf for al sin synd, verdslighed og ugudelighed var blevet bortført til Babylon, da lovede Herren dem dette: "Leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele Eders hjerte" (Jer. 29,13).
Dvs. at betingelsen for at finde Herren er at søge ham, er at gå og komme til ham, og betingelsen for vished er at få at høre af Herren selv, at man har fundet ham.
------------------------
Men hvad indebærer disse to betingelser nærmere betragtet? Hvad er det at "stå op", at "gå hjem", at "komme til ham", at "søge ham af hele sit hjerte"? Og hvad er det at "høre hans røst", at "fornemme Faderens svar", at "tro på ham"? Nogle få ord skal gives til belysning af hver af dem.
--------------------------
Når mennesket vil til at søge Gud af hele sit hjerte, og gør dette efter sit eget hoved og sin egen fornufts belæring, så tænker det: "Jeg må samle min tanke og vilje om det ene; det må være slut med mit delte og splittede sind; jeg må prøve at tænke koncentreret på Gud; jeg må forsøge at udelukke alle uvedkommende tanker og interesser; jeg må undertrykke alle vilde lyster og rebelske begæringer" osv.
Men det varer ikke længe, før alt dette mislykkes! Og det er ikke underligt, for alt dette kan jo lignes med den fortabte søns fantasibilleder. Hvis han lå i syndens dynd og elendighed og tænkte: ”Nu vil jeg tænke på far, nu vil jeg tænke på ham alene, glemme og lukke alle andre tanker ude samt al den gruelige elendighed, jeg lever i" - til hvad nytte var den slags drømme og fantasterier?
Sådanne drømme og fantasterier er lovens måde at søge Gud på: Man skal i sine tanker løfte sig op i Guds verden ved at tænke på Gud alene; man skal få forbindelse med Gud ved med sin vilje at koncentrere sig energisk og beslutsomt.
Drøm! Vås! Indbildning! Af dette kommer der ingen forbedring, ingen omvendelse. Hvornår "stod han op", den fortabte søn? Jo, da han dybt beskæmmet over at have bortødet arven, da han skamfuld over sine slidte klæder, da ban nedtrykt over hele sin fortid alligevel ville gå hjem som han var, og fortælle alt fuldstændig som han havde gjort.
Åh, det er en forfærdelig, fattig og ringe måde at komme på! Men netop dette er evangeliets måde at søge Gud på: Man må gå til Gud uden ære, uden fortrin, dybt beskæmmet over sit mislykkede liv, dybt skamfuld over alle pletterne på samvittigheden og alle pjalterne, dybt nedtrykt over de svundne dage og timer, de for evigt henrundne, svundne dage.
Det er evangeliets vej til Faderhuset: Du må gå til Gud og fortælle alt om dig selv, vel vidende at du overhovedet ikke vil kunne svare for dig, når Han vil gå i rette med dig; sikker på at du må stå tavs foran Ham med tilstoppet mund, uden undskyldning, uden selvforsvarets ubegribelige veltalenhed.
Er det at søge Gud af hele sit hjerte? Ja, det er at lyde ordet: Vend tilbage - I frafaldne. Det er at følge indbydelsen: Kom hid - du arme synder. Hvorfor kalder evangeliet dig ellers for synder, for fortabt og for ugudelig? Jesus indbyder dig. Javel, men netop idet han indbyder, kalder han dig en synder.
Hør min ven! Hvad enten du aldrig har været frelst før, aldrig har søgt Gud, eller tror, at du længe har været en kristen, så er dette at komme, dette at søge Herren af hele sit hjerte:
At være en synder i sig selv, der aldrig kan andet eller mere end fortælle Ham om tilstanden, synden, faldet, besmittelsen, netop sådan som det er.
Spørger du mig, om en gammel kristen også altid bør ligne den fortabte søn, så svarer jeg dig: Der er kun en eneste måde at komme sandt til Herren på for omvendte og for uomvendte, og det er at komme i bod og anger og fortælle, hvordan det står til.
Når en sjæl ikke længere vil være på den bodfærdige plads, så er han på frafaldets vej, selvom han roser sig af de højeste og ædleste åndelige dyder og fortrin. For den, som har et syndigt kød, en gammel og ond natur og en ond lyst i sig selv, han har altid behov for at gå til Gud i bod og anger og fortælle om stillingen, som den er.
Det er den første betingelse for at få frelsesvished, at du en gang er kommet på denne plads; og det er betingelsen for at bevares i vished, at du altid forbliver på denne plads. For så længe du er her på jorden og trækkes med dit syndige kød, så længe trænger du til altid at fortælle Gud om kødets besmittelser.
At der er stor uvilje og modvilje i os mod at indtage denne lave plads og blive på den, det ved vi godt nok. Derfor er der også i denne falske tid og i al sikkerhedsfølelsen nu til dags mange - forfærdende mange røster, som vil tilbyde dig sin hjælp ved at skaffe dig en sådan "sejrende kristendom" og høj "åndsfylde", at du kan slippe for at være på denne lave plads.
Dog vil vi sige om dette: Lige så sandt som der findes en sand sejr og fylde af Guds Ånd, lige så sandt er det en satanisk og forblindet form for "sejr" og "åndelighed" og "åndsfylde", som ikke daglig trænger til at gøre bod og komme på den lave plads, på synderens plads for Gud.
Og særligt underfuldt er det, at kun som bodfærdig kristen ejes den sande glæde og frelsesfryd i Herren. For de ubodfærdige synes det at være et tungt og trist liv at være på den lave, bodfærdige plads. Men netop da den fortabte søn skammede sig dybest over sig selv, kunne han glædes og frydes mest over faderens godhed, trøst, nåde og kærlighed. Sådan er det med os i forholdet til Gud.
-------------------------------
Den anden betingelse for frelsesvished er, sagde vi, at du får at høre af Faderens mund, hvorledes det står til med din barneret og nådestand. Dette ord af den himmelske Faders mund hører vi her på jorden af Jesus. Derfor råber Faderen ud over jorden: Hør ham! (Matt. 17,5).
Og derfor lyder det fra Faderens mund: Alle, som tager imod ham, Jesus, giver han ret til at kaldes Guds børn (Joh. 1,12). Det være sig fortabte sønner, forkomne døtre; det være sig syndere, urene, besmittede, ugudelige: Den, som hører og tager imod Jesus, bliver barn i himmelen!
Barneretten står og falder med Jesus. Derfor må visheden om barnekåret også stå og falde med, om du hører, antager, modtager og fornemmer Guds ord om Jesus. For hvor evangeliet om Jesus er og høres, der høres den himmelske Faders røst: Kom hid, du hjælpeløse! Om du end for vild og forspildte hele din arv, her er et nyt og bedre rige grundlagt for dig! Kom - kom; frygt ikke. Jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! (Es. 43,1).
Og hvor apostelen vil formulere frelsens og dermed vishedens betingelse, dér siger han: "Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst" (Ap.G. 16,31). Troen på Jesus er betingelsen. Frelse og barnekår er følgen.
Lige så snart vi kommer til denne side af frelsen, så kommer de tusinder indsigelser og udflugter. Her er det ord, som overhovedet ingen på jorden har loddet den fulde dybde af; men her er også det ord, som alle indbilder sig, at de kender og forstår!
Hvis mennesker brugte bare halvdelen af al den energi, de bruger på at tænke på og forstå sig selv, til at tænke på og forstå Jesus, da ville verden vrimle af lykkelige kristne.
Men nu er der kun en lille flok. Og dog siger Paulus: "Hvorledes skulle de kunne tro ham, som de ikke har hørt om? ... så kommer da troen af det, som høres" (Rom. 10,14ff). Og Herren siger: "Hør, og Eders sjæl skal leve! " (Es. 55,3).
Derfor kære sjæl! Søger du frelse og vished om frelse, da hør flittigt efter ordet om Jesus. For han er frelsens grund, som der står skrevet: "Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus" (1. Kor. 3,11). Han er grunden til frelse. Han er årsagen til trøst, glæde og fred. Han er grunden til fred og frimodighed, (Hebr. 10,19). Har du grunden, så kommer følgen af sig selv. Har du Jesus, hans person, ord og værk, så kommer sjælens frelse og vished af sig selv.
Han tog din syndeskyld på sig og bekendte dine synder som sine (3. Mos. 16,21; 1. Pet. 2,24). Han bar den straf, som ventede dig (Es. 53,5). Vil du tro det, lade det være grundlag, hænge fast ved det, stole på det? Da vil du blive frelst!
Da han døde på Golgata, da døde din syndeskyld (2. Kor. 5,15). Da hans blod blev udgydt, da blev dit gældsbrev udslettet (Kol. 2,14). Han opfyldte loven, for at loven ikke skulle kunne skade dig. Han var i alle ting til Guds behag, for at du i ham skulle blive værdsat af Gud.
Her er den himmelske Faders tale om din barneret og om grundlaget for frelse.
Her får du at se, at grunden til din frelse ikke ligger i dig, ikke i dine bønner eller i din nød, ikke i din anger eller kærlighed, ikke i din syndsbekendelse eller ærlighed. Nej, grunden ligger udenfor dig, i Jesu person, i Jesu værk, i Guds hjertelag og nåde.
Den grund, hvorpå jeg bygger,
er Kristus og hans død;
i Jesu korses skygger
er sjælens hvile sød;
der har jeg fundet livet,
selv er jeg intet værd;
hvad Jesus mig har givet,
det gør for Gud mig kær.
Sådan synger Paulus Gerhardt. Og Johan Andreas Rothe, en tysk præst som levede i 1700-tallet, synger om denne grund:
Nu har jeg fundet det, jeg grunder
mit salighedens anker på,
den grund er Jesu død og vunder,
hvor den før verdens grundvold lå;
det er en grund, der evig står,
når jord og himmel selv forgår.
Og Pontoppidan sang:
Om nogen nu mig spørge vil
om grund til salighed,
… jeg svarer med et frejdigt mod:
"Min grund er Jesu blod.
Hvor disse to ting findes i vore hjerter: En hjælpeløs fortabt synder, der må komme og fortælle om sin stilling, som den er, og hører, tror, hænger fast ved og stoler på, at Jesus er frelsens grund, der får Gud lov til at frelse en synder. Og der kan der komme frelsesvished.
Dette vil vi stærkt fremhæve:
Det er kun syndere, som bliver frelst og får frelsesvished. De egenretfærdige, som aldrig har klaget over synd, får heller ingen vished. Når du bliver uren for Gud, da får du vished om renselse i Jesus. Når du bliver en synder for Gud, da kan du forvisses om forladelse. Når du får at se, hvem du selv er, da kan du tro, hvad Jesus er. Og når du tror på Jesus, sådan som du er, da kan du få vished om, at du er Guds barn, sådan som du er, Guds barn i ham.
Det allerførste vi da vil indskærpe til belysning af forskellen og ligheden mellem tro og vished er dette, at visheden overalt er trosvished. Dvs. at det er troen, som bliver vis. Derfor kommer troen før visheden, du kan have tro uden vished; men det er en komplet umulighed at have vished uden tro.
Hvad er da tro? Og hvad er vished? Tro er altid og overalt tro på en anden end mig selv. Så længe jeg tror på mig selv, tror på min tro, på min tanke, på min vilje, så længe har jeg en falsk tro; ja, det fortjener ikke engang navnet tro. Troen er tro på en anden, og er den ikke det, så er der ingen tro. Derfor er troen altid rettet mod noget udenfor os, mod en anden person. Derfor kan troen aldrig klare sig uden ord og udtryk, tilsagn og tale, løfte og forjættelse fra den anden person. Dvs. troen kan ikke leve uden Jesu ord, uden Guds løfter, uden Herrens tilsagn. Derfor sagde Jesus: "Tro på Gud, og tro på mig!" (Joh. 14,1), dvs. stol på noget andet end jer selv! Derfor hedder det overalt i Bibelen: "Tro på Jesus", fordi tro er tillid til en anden person. Troen er altså ret beset intet andet end i sit hjerte at stole på, at den anden, som man tror på, taler sandt.
Derfor er det også meget vanskeligt at tro. For de egenretfærdige er det sandelig let nok at tro, for de tror slet ikke, men bilder sig kun ind, at de tror, og at det er let at tro. Nej, men når samvittigheden anklager dig, når hjertet fordømmer dig, når synden tårner sig op, hvor du end vender dig, når skylden tynger og nager - da skal du prøves om du tror. For her siger Gud: Jeg vil tilgive og forlade. Jesus har båret syndeskylden bort fra mit ansigt. Min nåde er dig nok. Hvad Jesus er, det gør dig kær for mig.
Tro det! Tro det, når hjertet bruser, når samvittigheden knuser dig, når din sjæl græder! Da får du at se, hvad troen er. Det er at tro det modsatte af, hvad du føler. Det er at stole på Ordet fra Gud, selv når Ordet taler stik imod din fornuft eller følelse.
Siger fornuften: Du farer til Helvede, så skal du stole på Ordet, som siger: Nej, du vil blive barn i himmelen for Jesu skyld. Siger samvittigheden: Du er forbandet, Gud kan ikke befatte sig med dig, så skal du stole på Ordet, som siger: Nej, du er udset til at arve evig velsignelse i Jesu navn.
Sådan er troen. I modsætning til det brusende hjerte, den skarpe fornuft og den ubønhørlige samvittighed, holder den fast ved Ordet, og tænker, at Gud ikke lyver. Derfor er det troens væsen at hænge fast ved Ordet, prædike for sig selv, hvad Ordet siger, lade Gud tilgive os, stole på at Gud er sandhed, stole mere på Herren end på sig selv. Kort sagt: Troen er at give sig ind under Ordet, uanset hvad Ordet siger, og uanset at fornuften raser.
Troen er at opgive modstanden mod Gud, at udlevere sig til den behandling, som Gud siger, at han vil give os i Ordet. Troen er at blive passiv over for Gud: At lade Gud elske os, at lade Gud tilsige os nåde, at lade Guds ord være sandt, at lade synden være borttaget i Jesu offer, at lade Gud i Jesus anse os som dem, der aldrig har syndet.
Derfor er troen ikke grundet på sanserne eller følelserne. Thomas sagde jo: "Får jeg ikke at se og føle, så vil jeg ikke tro." Dette var vantro. Nej, troen er grundet på Ordet, på det Gud siger.
Og nu visheden. Hvad er grunden til, at nogle får visheden så at sige i det øjeblik, de i Ordet tror og griber Jesus, mens andre måske må høre Ordet længe uden at få vished?
Grunden er, at Gud aldrig giver nogen frelsesvished, før han ser, at det er virkelig sandt, at alle støtter er faldet, så vi alene er afhængige af Guds ord som det rette grundlag. Så længe der endnu findes nogen fortrøstning til os selv, til vor tilstand, til vor fromhed, vore bønner, anger osv., så længe udebliver frelsesvisheden.
Men når vi ser os selv så fortabte, at vi er helt nøgne over for Gud og intet har, undtagen to tomme hænder og en uendelig skyld, en lukket mund og en forstummet egenretfærdighed - da er Herren sandelig heller ikke langt borte! Får han da lov at hviske Ordet i dit hjerte, da kommer visheden.
Visheden ligger i troen, ligesom i en nøddeskal. Når den arme, nøgne tro holder sig til Ordet, så springer visheden frem som liv af troens spire. Troen har visheden i sig selv. Derfor hedder det i Skriften, at ”tro er fast tillid (norsk overs.: vished) til det, man håber” (Hebr. 11,1), og salmisten synger:
Vor tro er den forvisning på,
at vi Guds nåde have,
som ingen af sig selv kan få,
men den er Andens gave.
Der er forskel på tro og vished. Og den vil vi beskrive med et lille billede. Engang i forrige århundrede var et skib med missionærer på vej til missionsmarken, da det mødte et sørøverfartøj. Missionærerne og skibsfolkene samledes da i deres store nød i skibssalonen - og råbte til Gud om hjælp og beskyttelse. Da nu sørøverne kom ganske nær, så de på skibet, at sørøverne pludselig ændrede kurs og sejlede bort. De forstod ikke sammenhængen, selv om de oplevede en underfuld bønhørelse, så de ikke blev til skamme i deres tro.
Nogle år senere købte en af disse missionærer en slave og tog ham til sig. En dag fik han en sælsom historie at høre: Slaven havde været sørøver, før han blev taget til fange af andre røvere og solgt som slave. En dag sejlede de hen mod et skib for at plyndre det; men da de kom på nært hold, fandt de det bedst at lægge kursen helt om, for langs rælingen på skibet stod der tæt med stærkt bevæbnede mænd. Da fik missionæren vished om den måde, Gud havde frelst dem på.
Uden at presse dette billede kan det fortælle os forskellen på tro og vished. Dengang missionærerne i nød og vånde råbte til Gud og i troen forventede hans hjælp, blev de hjulpet, selvom det hele var gådefuldt for dem. Da de imidlertid hørte om slavens syn, så fik de hele sagen at se i et nyt lys, under en anden synsvinkel. Da de var om bord, så de hverken den væbnede vagt eller forstod hjælpens art. Men ved slavens beretning (ord) fik de det hele at se udefra, fra sørøverens standpunkt; og under denne synsvinkel tog hele sagen sig ganske anderledes ud. Da fik de visheden.
Forskellen mellem tro og vished er altså som forskellen på synspunkter eller synsvinkler. Så længe du tror, så længe ser du egentlig frelsessagen fra din egen side. Derfor ser du megen svaghed og nød, føler megen synd og samvittighedens anklage, føler dig ofte fordømt og borte fra Gud, har mest lyst til at græde og jamre - og må dog råbe til Gud, må dog holde dig til Ordet, må dog stole på, at det er sandt, må dog tro, at Gud er dig nær, at han forlader din synd, selvom du intet føler.
Men når Gud forvisser dig, da bruger han Ordet, og så forklarer han Ordet for dig, så at du i og med Ordet får lov til at se hele din frelsessag fra Guds side. Da er det, at vi bliver stærke og glade, frimodige og fuldt forvissede.
Dette er egentlig hemmeligheden med Åndens vidnesbyrd (Testimonium Spiritus sancti): At vi ved en indgriben fra Guds Ånd får lys over det ord, vi hører eller læser, hvilket medfører, at Ordet underviser os om, hvad Gud tænker. Og når vi da i Ordet får lys over, hvad Gud tænker, så får vi os selv at se fra Guds side, ligesom udefra, under den synsvinkel Gud ser på os.
Lad mig prøve at klargøre det lidt. Først en naturlig sammenligning: Du omgås en person; og da du almindeligvis er god til at fantasere om alt det storartede, denne anden tænker om dig, så bliver du en skønne dag forfærdelig skuffet over at høre ham kritisere dig skarpt. Du kom til at se dig selv i hans tanker - og blev såret. Omvendt: Du kender en, som kritiserer dig altid. En skønne dag hører du fra denne stærkt anerkendende ord. Du kom til at se dig selv i den andens tanker - og blev usigelig glad.
Sådan er det på en måde også med synderen for Gud. Når den selvgode og egenretfærdige, som indbilder sig alt muligt godt om sig selv, pludselig får lovens kritik og dom at mærke, da bliver han såre forfærdet for Gud og synes, at det er skrækkeligt med de tanker om ham. Og han finder ingen trøst. Men når den forskrækkede og hjælpeløse synder får evangeliets ord at høre, så bliver han i rigt mål styrket og trøstet med fred pga. disse Guds tanker om ham.
Hvor stort er det ikke for en arm synder, som frygter den evige død, at høre: "En er død i alles sted, altså er alle døde" (2. Kor. 5,14) - dvs. at få sin sag at se fra Guds standpunkt, hvor synderen er medregnet i Jesu død, som om han selv var død for syndens skyld.
Hvor stort er det ikke for en arm stakkel, som føler sig nøgen i sin skamfuldhed, afklædt i elendighed, at få at høre ved Ordet, at han er klædt og iklædt for Gud i Jesus.
Hvad bevægede sig mon i Esajas' hjerte, da han sang disse ord: "Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærds kappe" (Es. 61,10). Jeg tror, han ofte havde frosset, frygtet og jamret i nøgenhed for Gud. Men jeg tror også, at han frydede sig, da han fik at se, at han for Gud stod indhyllet og klædt.
Det er synderens allerstørste trøst og glæde, at han kan findes iklædt for Gud ved tro på Jesus (Gal. 3,27; Fil. 3,9). Vide at Gud ser ham i Jesus; vide at Gud tilregner ham Kristi retfærdighed som et svøb mod dommen; vide at Gud i sine tanker ser ham, som om han aldrig havde syndet.
Når Gud derfor ved Ordet giver vished, da går dette som en herlig oplevelse og erfaring i opfyldelse, at Gud "ved, hvilke tanker jeg tænker om Eder ... tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give Eder fremtid og håb" (Jer. 29,11). Han lader os på en egen måde komme på det stade og under den synsvinkel, at enhver af os får at se: Jeg er genstand for Guds øje og tanke; jeg er genstand for hans nåde; jeg er den arme synder, som ses i Jesus.
Med den erfaring som baggrund kan synderen sige som Sulamit: "Jeg er sort, dog yndig" (Højsangen 1,5), dvs. set fra min side er jeg en fordømt synder og en uren forbryder; men set fra Guds side er jeg yndig og velbehagelig, fordi jeg i Jesus ses, som om jeg aldrig havde syndet. Gud har behag i mig, selvom jeg er sort.
Første gang denne oplevelse gives os af Gud, får vi en underfuld fylde af indtryk strømmende ind over os. Vi synes bogstavelig talt, det er, som faldt der skæl fra vore øjne (Ap.G. 9,18; 2. Kor. 3,16). Vi er fulde af forundring over, hvor enkelt det hele er, og hvor mærkeligt det er, at vi ikke forstod det før. Vi fyldes af lyst til at fortælle andre om Jesus, så de kan opleve det samme. Vi fyldes af usvigelig vished om at være frelst og høre Gud til i Jesu retfærdighed og offer. Og vi synes næsten, at vi har fået et blik ind i himmelen, idet vi har lært at forstå, hvad Gud tænker om os. Vi har fattet dette, at det afgørende for tid og evighed ikke ligger i, hvad vi tænker, men i hvad Gud tænker om os i sin søn Jesus.
Men denne oplevelse medfører også, at vi får vished om Ordet. Og det er ikke underligt. Den bliver jo altid givet os i og med Ordet. Og den bliver aldrig, aldrig givet uden Ordet. Og da det således er i og med Ordet, at vi fik lov at se os selv fra et nyt stade, nemlig sådan som vi tog os ud for Gud, idet vi var iført Jesus, så blev Ordet og Guds tanke fuldstændig et og det samme for os. Vi blev forvisset om Ordets, om Skriftens, om Jesu, apostlenes og profeternes sandhed som Guds egen sandhed. Ordet blev smeltet ind i og sammen med vore hjerter (Hebr. 4,2).
--------------------------------------
Selvom der nu er forskel på tro og vished, så må man ikke glemme, at tro og vished også er overmåde ens, ja, de kan ofte hos den mere prøvede kristne slet ikke skelnes fra hinanden. Og ligheden er denne: Hverken troen eller visheden kan eksistere uden Ordet. En tro, som er uden Guds løfter, uden Jesu ord, person og værk, er ingen tro, men kun vrøvl og vås.
Troen er der aldrig, aldrig uden det udvortes (historiske) ord. Sådan er det også med visheden. Er den der uden ord, så er det ingen vished, om den end er revnefærdig af "åndsfylde" og "høje følelser." En frelsesfryd, som ikke direkte og ligefremt grunder sig i det udvortes ord, det er en falsk frelsesfryd og en kødets fordærvelse. Alt det, man kalder tro, vished, åndsfylde osv., er kun kødets værk og tom indbildning, hvis det ikke har sit grundlag og sin rod i Guds ord.
Til slut vil vi da prøve på ud fra Bibelen at forklare - så langt dette da overhovedet kan forklares - hvorledes Ordet og Åndens vidnesbyrd begrunder og konstituerer frelsesvisheden. Det er ikke vor sag at tale alt for meget om de hede følelser. For de er en følge - til og med en højst sekundær følge - af visheden. Dem bør man ikke bekymre sig alt for meget om.
"Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn" (Rom. 8,16). Det er Paulus' forklaring på, hvorledes frelsesvisheden grundes i os.
Den er et dobbelt vidnesbyrd i vore hjerter: Et vidnesbyrd af vor ånd, og et vidnesbyrd af den Hellige Ånd. Den vished, som er givet os med dette dobbelte vidnesbyrd, er først den ægte bibelske vished.
Enhver sag er nemlig ifølge vor Bibel kun fast og urokkelig ved to vidners ord. Det sagde Moses (5. Mos. 19,15). Det sagde Jesus (Matt. 18,16; Joh. 8,17). Det sagde Paulus (2. Kor. 13,1). Og det sagde Hebræerbrevets forfatter (Hebr. 6,18). Der findes ikke nogen anden bibelsk vished i en sag, ligegyldigt hvilken sag det end er.
Af dette må vi nu også forstå, at vished langt fra er det samme som følelse. Vi siger ofte: "Jeg føler mig vis på, at osv." Efter disse ord er vished en slags følelse. Men den bibelske frelsesvished er ikke en slags følelse; det er en sag, som står fast ved to vidnesbyrd.
Det er sandelig rigtigt, at der følger følelser med denne vished. Man føler sig stundom fyldt af glæde og fryd, kaldet frelsesglæde; men man ville bedrage sig selv ynkeligt, hvis man troede, at vished og frelses glæde var det samme, for da var man kun vis på sin frelser, når man var glad.
Nej, og tusind gange nej! Den vished, som er den egentlige og sande frelsesvished, kan man have midt i den sværeste kamp, lidelse og anfægtelse; den kan man have i hjertet under Guds strengeste tugt, når man føler alt andet end fryd og glæde. Det er et grueligt kødeligt væsen, som sætter frelsesvished og frelsesglæde lig hinanden. Thi frelsesvisheden er årsagen og grunden til frelsesglæden; og denne glæde er derfor en virkning og en følge af visheden.
I Hebr. 3,14 ("vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste") betyder det ord, som er oversat med tillid (norsk overs.: vished), egentlig sikker grund, underlag, grundlag. Af dette ord ses, at visheden som et urokkeligt grundlag går forud for alle slags skiftende følelser og stemninger.
Det kan umuligt være en følelse, du skal fastholde, for det kan ikke lade sig gøre; men det er muligt at fastholde grundlaget indtil enden. Det er også klart ud fra Rom. 8,15, hvor det ord, som er oversat ved ”råbe” (”I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: ”Abba, fader!”), egentlig betyder et skrig eller råb, som trænger sig frem fra et beklemt indre - dvs. du kan have visheden om, at himmelens Gud er din Fader, selvom dit hjerte er trykket af nød og smerte og ikke kender nogen glæde.
-------------------
Det dobbelte vidnesbyrd i hjertet, der er som et fast, usvigeligt grundlag gennem alle slags skiftende følelser og stemninger, hvad er det egentlig? Det er for det første vor egen ånds og samvittigheds vidnesbyrd. For det andet er det Guds Ånds vidnesbyrd.
Disse to vidner sammen: "Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn", siger Paulus. Hvad er da det, som kendetegner dem hver især? Og hvorledes er de forenet? Vi vil prøve at vise det ganske kort, skønt der kunne skrives mange bøger om det.
--------------------
Paulus taler mange gange om, hvordan hans egen ånd gav vidnesbyrd. For det første er han rede til at kalde Gud til vidne på, at han lever og taler sandt (Rom. 1,9; Fil. 1,8). Og han tør føre denne store tale, fordi han i sin samvittighed ved, at han har sagt sig løs fra "skammelig adfærd", "underfundighed" og "forfalskning af Guds ord" (2. Kor. 4,2). Han er villig til, for nu at bruge det udtryk, at lade sig endevende, gennemskue, afsløre og gennemforske af både Gud og mennesker.
For det andet vover han at sige, at han tjener Gud med en ren samvittighed (2. Tim. 1,3), fordi han i al sin gerning som apostel færdedes med ordet om korsets nåde og ikke med kødelig klogskab (2. Kor. 1,12; 1. Kor. 2,2). Til trods for, at han vidste, at han var en synder (l. Tim. 1,15), hvis eneste redning var Jesu retfærdighed (Gal. 2,16), har han god samvittighed over for sit forhold til Ordet, som er uden hykleri.
Altså, vor egen ånds vidnesbyrd om, at vi er omvendt til Gud og er hans børn, er dette, at vor samvittighed, selvom den dømmer os for synd, dog alligevel ikke anklager os for vort forhold til lov og evangelium, men stadfæster, at vi har givet os ind under hele Guds ord - uanset de følger det får: Hvad enten loven vil støde os ned i Helvede, eller evangeliet vil løfte os op i Himmelen, eller Ordet vil bringe os trængsel i verden, hån, spot og forfølgelse, skældsord og ukvemsord fra al falsk religiøsitet (studér nærmere Salme 119 hertil).
Dog kan dette ene vidnesbyrd ikke give os fuld vished. Thi selvom vi er visse på os selv, at vi er arme, fortabte syndere, der må give os ind under Gud og Ordet, så er der endnu ikke kommet noget vidnesbyrd fra Gud.
Derfor er det andet og afgørende vidnesbyrd egentlig Guds Ånds vidnesbyrd.
Hvad kendes Guds Ånds vidnesbyrd da på? Herom siger Jesus: "Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, ... han skal vidne om mig" (Joh. 15,26). Guds Ånds vidnesbyrd kendes altså først og fremmest på, at det handler om Jesus. Med hvilke midler vidner han da om Jesus?
Den Hellige Ånd er, som før sagt, aldrig uden noget ydre middel, altid bundet til Ordet. Derfor bruger han Ordet i Skriften og forkyndelsen og erindringen til at herliggøre Jesus, til at tage af Jesu nådes og herligheds rigdom og forkynde og forklare os det (Joh. 16,14).
Da forstår vi, hvad meningen er: Den Hellige Ånds vidnesbyrd i vore hjerter er, at han oplyser vor fornuft og vort hjerte til at se, tro og erkende, at vi er Guds frelste børn uforskyldt af nåde for Jesu offers skyld, i kraft af syndernes forladelse i hans navn og i kraft af en tilregnet retfærdighed ved troen på ham.
Det er altså et vidnesbyrd, der binder os fast til Jesus, til Ordet og til Guds frie, uforskyldte nåde, samt oplyser vore hjerter til at tro, at Jesus er vor ("min") frelser.
---------
Hvor disse to vidnesbyrd forenes, kommer der en fast usvigelig vished i hjertet om at eje frelse hos Gud. Men visheden kommer aldrig uden dette dobbelte vidnesbyrd.
For har vi bare vor egen ånds vidnesbyrd uden Guds Ånds, så er det, som om vi svæver mellem himmel og jord uden at vide, om vi skal falde ned eller løftes op; ja, vi er som nøgne, skrigende, forpinte - for selvom vi ikke er i tvivl om os selv, har vi ingen fast grund i Gud -. Men hvor Guds Ånd begynder at vidne med ordet om Jesus, kommer der fast grund, vished, trøst og fred og usigelig glæde.
Det er på den anden side en vidt udbredt sygdom og åndelig last i vore dage at ville have Guds Ånds vidnesbyrd, uden at man vil give sig ind under Ordet og blive en synder. Derfor har man ikke en god og ren samvittighed i sit forhold til Ordet.
Hvad sådanne mennesker skryder om af "åndsfylde", "frelsesfryd", "kraft" osv. er intet andet end kødeligt blændværk, hvormed de er forhærdede og farer til Helvede, hvor al deres falske "åndelighed" ikke kan hjælpe dem.
Sådan er der også i vore dage ikke bare en gennemfalsk dyrkelse af Ånden, men også en hel del falske røster, der vil give sig rettroens skin ved end ikke at vige tilbage for at tage Jesu kære navn og dyre blod på deres forfængelige læber.
Men det er hyklere, som siger Herre, Herre (Matt. 7,22), og de er forbandede, fordi de ikke elsker Herren Jesus (1. Kor. 16,22), hvis de ikke før deres tale om Jesus og Ånden har deres egen ånds vidnesbyrd om, at de i sandhed har givet sig ind under Ordet med hjerte og liv - ikke bare i tankerne og teorien.
Men hvor disse to vidnesbyrd er forenet i hjertet, er der en sand og usvigelig vished. Det er den sande sejr over verden (1. Joh. 5,4f). Derfor vil vi til slut sige, hvad foreningen af dem kan kendes på.
Når visheden kommer i hjertet, er en af de første virkninger en levende bevidsthed om at have fået et nyt lys i erkendelsen, et nyt liv i hjertet, en ny pagt med Gud og en ny nådens stand. - Derfor må der her komme rig glæde og taksigelse, en ny sang på læben og i hjertet om Lammet, en ny lyst til at bekende hans navn for andre, og kærlighed til sjæles frelse i indre mission i fædrelandet og i ydre mission i fremmede lande.
Da det imidlertid aldrig er nogen forundt at leve i de samme følelser og glæder og under samme vilkår hver eneste dag, så kan der komme alle slags omskiftelser, ikke mindst ved fristelser og fald, synd og trængsel, prøvelser og tugtelser. Herunder gør vi en af de alleralmindeligste erfaringer, at den stærke glæde over visheden taber sig. Så begynder mange at tvivle: Nogle tvivler, om det står ret til med dem; andre begynder at tvivle på hele deres erfaring, den var måske kun tom indbildning osv.
Og når de så læser disse ord i Bibelen: "Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste" (Hebr. 3,14), ja, så bliver de bange og tænker: Her står der, at jeg skal holde fast ved tilliden, ellers bliver jeg ikke frelst. Og så begynder de at ase og mase med at fastholde tilliden = visheden.
Da de véd, hvordan de fik visheden første gang, så gør de den første gang til målestok for alle oplevelser og tænker: Hvis jeg ikke oplever kontakten med Gud som første gang, så er der noget galt.
Men det vil ikke lykkes for dem! De læser Bibelen - nej, ingenting bliver som første gang; de går til møder - nej, intet har det liv som før; de vidner om frelsen - nej, de føler kun tomheden mere end før; de beder til Gud - nej, de får ikke kontakt som før.
Her har Djævelen spillet dem et fint puds. Medens de nemlig første gang frigjordes ved Ordet om Jesus, så er de nu blevet optaget af den måde de oplevede og følte på, og den gør de til norm. Dermed drives disse arme sjæle ind i en form for trældom, som vi vil kalde oplevelsestrældom, som til en vis grad er forskellig fra lovtrældommen.
Disse arme Guds børn bliver ofte helt apatiske og udmarvede, idet de mener, at de må vente på en "fornyelse" eller en ny "åndsoplevelse" for at kunne "få det godt" og blive normale kristne igen. Disse trænger kun til at få forelagt Guds enkle ord, så de kan se, at de tager fejl. Og forklaringen er denne: Når der står, at vi skal fastholde vor første fulde tillid, så menes der ikke, at vi skal fastholde bestemte oplevelser eller følelser som norm og målestok for alt gudsliv.
Det bliver klart, hvad der menes, hvis vi oversætter Hebr. 3,14 således: "Vi har fået del i Kristus, såfremt vi holder vort første grundlag fast", eller: "Såfremt vi fastholder vor begyndelsesgrund." Dvs. frelsen består ikke i at fastholde en oplevelse, men i at fastholde grunden til oplevelsen, indholdet, princippet og genstanden for oplevelsen. Og hvad var vel grundlag, indhold og princip i det første frigjorte liv? Jo, det var Ordet.
Tag derfor nu din Bibel frem og læs Hebr. 3,14 i sammenhængen fra vers 13 til 16, for at det må blive helt klart, at her drejer det sig ikke om at fastholde visse oplevelser og følelser, men om at fastholde formaningen - dvs. det forkyndte ord, og at fastholde og høre og lyde "Herrens røst" dvs. det profetiske og apostoliske ord.
Det var jo Ordet, som var middel, genstand og princip i dit første kristenliv. Hvad gavner det dig da, at mase på for at få liv, hvis du ikke har det, som skaber og opholder, føder og nærer liv? Alt "liv", som eksisterer uden livets skaber og næringsgiver, uden Ordet, er ikke noget liv. Det er falsk åndelighed, falsk liv - det er hykleri, vås og død.
Nu kan der også falde lys over hemmeligheden ved at blive bevaret i vished og frimodighed. Bevarelsen i frimodig vished, stik imod Guds vrede, mod Djævelen, mod synden, mod verdens hån og spot, mod al forførelse til religiøsitetens falske og fordærvede åndelighed, ligger i, at du bliver bevaret i det dobbelte vidnesbyrd i hjertet.
Og da nu den Hellige Ånds salige og trøsterige vidnesbyrd kun gives til dem, der har sin samvittigheds vidnesbyrd om at have givet sig ind under Ordet, så er enhver bevarelse for Gud til enhver tid ganske afhængig af, om man i sandhed vil blive i Ordet, blive i lov og evangelium, lade dette ord tugte og trøste, bøje og ophøje, afklæde og iklæde os.
Thi det er en ganske umulig ting at blive i Jesus, hvis du ikke vil blive i hans ord (Joh. 15,6-14). For det er troens allerædleste og allerhelligste gerning at stille sig ind under Ordet og holde fast ved det, stik imod hele verden og sin egen fornuft. Jo mere du i troen (læg mærke til, at vi siger: i troen) holder fast ved Ordet som dit lys og din vejleder, desto mere får du også Åndens vidnesbyrd i hjertet!
Selvom du da stundom må vandre i troens dale, hvor du kun ser din egen afmagt - forventer du da alligevel i troen hjælpen fra Herren, vil du også blive løftet op på vishedens faste stade, hvor du ser både Gud, Jesus, dig selv og hele verden gennem Ordet.
Derfor er det ubegribeligt og saligt at vandre i Ordet! For den, som vandrer i Ordet, vandrer altid i troen, og hans vej vil i rigt mål blive oplyst fra oven med vished, tak og glæde.
Derfor: "Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer."