Forklædning - eller klædning?

”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For Han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe.” Esajas 61,10 

Mange af os har nok, som børn, prøvet at forklæde os. For nogen tid siden kom en af vore piger i min hustrus bryllupskjole. Hun så festlig og fin ud. Men det var en forklædning. Hun var ikke nogen rigtig brud, - så sød og dejlig hun end var at se på. 

Mange har gennem tiderne forsøgt sig med forklædning over for Gud. Ja, hvem har ikke det? Men det værste er, at mange går ind i evigheden i deres forklædning. 

Da kong Akab stod ved afslutningen af sit liv, prøvede også han med forklædning. ”Jeg vil forklæde mig”, sagde han til kong Joshafat af Juda, som var på besøg (1 Kong 22,30). Gud havde gennem profeten Mika givet til kende, at Akab ville miste livet, hvis han drog i krig mod Ramot i Gilead (v. 17). Men Akab bøjer sig ikke. Han bebrejder Joshafat, at han har fået ham til at sende bud efter Mika: ”Var det ikke det, jeg sagde til dig! Han profeterer mig ikke noget godt, kun nogen ondt.” (v. 18). Var det ondt? Det var sandheden, men den ville Akab hverken høre eller bøje sig for. Så fortæller Mika om en stor rådslagning i Himlen for Akabs skyld (v. 19-22). Og at Herren har lagt en løgnens ånd i alle Akabs profeters mund (v. 23). 

Men lige meget hjalp det. Jo, en kort stund, da det brændte på (se kap. 21,27-29). Men nogen hjerteomvendelse og forandring blev det aldrig. Livet igennem trodsede han Herrens tale. Og tilsyneladende gik det godt. ”Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt”. (Præd 8,11). Ja, netop sådan en natur har vi. 

Så drog Akab i krig trods Herrens stærke advarsler. Han forklædte sig og mente på den måde, at han kunne hindre Guds Ord i at gå i opfyldelse. Men det var indbildning. Han var offer for en satanisk løgn. Han blev ramt af en pil mellem pladerne og brynjen. Det var Guds pil. Den rammer altid. Før eller senere. Vi kan sige med fuld ret: Det var Guds Ord, der ramte Akab. Forklædningen holdt ikke. Det Herrens Ord Akab ikke havde bøjet sig for, ramte ham nu til død og undergang. 

Jesus sagde ved afslutningen af sit liv: ”Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag”. -(Joh 12,48). Lad os minde hinanden om, at en dag skal vi stå for Ham, som kender alt om os. Da skal hans Ord være målestok. Kun Hans Ord. Det er livets og evighedens store alvor. Og mod Guds vrede, over synd og ulydighed, dur ingen slags forklædning, hvor retfærdig og kristelig den end kan se ud i vore egne og andres øjne. 

Men der findes en frelsesklædning for fortabte syndere. ”Hvide klæder.” Og siger Jesus: ”Jeg råder dig til hos mig at købe - hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses” (Åb 3,18). Tænk, vi behøver ikke til vor egen evige ulykke at forklæde os og give os ud for noget, vi ikke er. Vi må indrømme, vedgå og bekende: Jeg er uren og fortabt. Jeg har ikke noget skjul eller noget at dække mig under for dig, Gud. 

Da den fortabte søn kom hjem i al sin elendighed og havde sat alt til, sagde faderen til sine tjenere: ”Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på.” Den fineste festdragt lå færdig, da han kom. Hvad er det for en dragt eller klædning? Det er den dragt, som er ”spundet og vævet” af din Frelsers hellige og syndfri liv og sonende lidelse og død. Derfor kan den skjule vore synder og hele vort hjertefordærv, så vi kan bestå for Gud. Ja, dybest set er det Guds egen frelsesdragt. Den kaldes: ”Retfærdigheden fra Gud.” Og sandelig, denne klædning skjuler hele mig. Luther har sagt: ”Kristi retfærdighed gør både vor person og vort levned velbehagelig for Gud.” 

”Lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld”, synger David i Salme 32. Det skyldes den fineste festdragt. Al vor egen retfærdighed er jo bare som en beskidt klædning. Men hvad Jesus har gjort og vundet, er som en skøn og herlig dragt, der kan skjule al vor synd og elendighed. Det er det Esajas glæder sig over, når han vidner: ”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For Han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe.” 

Og vi vidner med ham: ”Ene i Jesu retfærdighed skjules al min skam.” Ja, for 

”Ved blodet er nu al min synd aftvættet, 
ved blodet er mig barnekår oprettet, 
det renser stadig, - 
altid er det stort for Gud, 
hvad Frelseren for mig har gjort.”