Er du født på ny?
Lad mig nu fortælle dig min personlige baggrund for at dette jeg nu skriver, er lagt så stærkt ind over mig:
Jeg voksede op i et kristent hjem, var fra en voldsom lungebetændelse i seksårsalderen vældig stærkt angrebet af astma og bronkitis, og havde meget fravær fra skolen. Da arbejdede Gud ofte med mig, når jeg sådan «blev taget afsides» i børne- og ungdomsårene.
Men straks anfaldene var ovre, skulle jeg «kompensere» for mine svagheder, «vise mig», på et eller andet område, komme på højde med de andre. Da kom Gud igen på afstand.
For at gøre en lang historie kort: Jeg blev gift, fik vort første barn og begyndte ca. 30 år gammel en krævende uddannelse ved siden af arbejdet. Da stoppede Gud mig. Baggrunden var jo at mine forældre og andre var i bøn for mig til Gud om at han måtte indhente mig.
Så bestemte vi os, min kone og jeg, for at blive kristne, gav os over til Gud, og ville virkelig og alvorligt være bibeltro kristne. Jeg vidnede, var bl.a. leder af den lokale kristne skolebestyrelse, og blev efterhånden spurgt om at forkynde, også udover nærmiljøet.
Var jeg da selvfølgelig ikke også ganske sikkert en kristen? Jo, det var hverken jeg eller andre det mindste i tvivl om - selv om jeg nok, som alle andre, ind i mellem, når jeg havde gjort noget som var tydelig synd, kunne komme i tvivl om hvordan jeg havde det med Gud.
Så efter flere år var der en ung ven som spurgte om vi to kunne have en bønnestund tidlig nytårsaftens eftermiddag. Da vi mødtes, spurgte han: «Hvad skal vi bede om for det nye år?» Jeg svarede: «Jeg tror vi må bøje knæ og bede Gud vise os det også!»
Der, mens vi bad, viste Gud mig at jeg måtte bede om at «få åbenbaret mere af evangeliet om Guds Søn!» Evangeliet, som jeg havde vidnet og forkyndt om, måtte jeg altså nu bede Gud åbenbare «mere af» for mig!
Jeg begyndte der og fortsatte selvfølgelig med at bede om dette. Og så, efter to-tre uger, begyndte Gud, lidt efter lidt, at åbenbare evangeliet om Guds Søn for mig.
Og det jeg nu særligt vil have lagt ind over dig, er dette: Efterhånden som Gud lod mig se ind i evangeliet om Guds Søn, blev det tydeligt for mig:
Jeg havde aldrig tidligere set evangeliet! Nu blev jeg født på ny!
Noget jeg altså i al min «konservativt bibeltro» kristendom ikke havde været!
Men her må jeg komme med en indskydelse, så det Gud talte til mig, ikke skal blive opfattet forkert.
Det vældig alvorlige i dette, til advarsel for alle mennesker, er hvor fast vi sidder i vor egen opfattelse af at «vi er da i hvert fald frelst». Den side af sagen er der alligevel aldrig tvivl om - selv om vi nok indimellem kan anfægtes en smule når vi har gjort noget galt, faldet i en synd. Da bekymres vi af og til i spørgsmålet om vi har det ret med Gud.
Men vi strækker os nok til at bede Gud vise os om vi «trænger til mere af» et eller andet åndeligt positivt, men ikke at bede, som David: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine motiver! Se om jeg er på fortabelsens vej!», Salme 139:23-24. Den mulighed, at det er så ilde, vil ingen ind på, uden at Gud først har bearbejdet dem ved sin Hellige Ånd.
Derfor sad også jeg så fast i min overbevisning, om at jeg havde det sikkert i orden med Gud, kendte jo godt evangeliet osv. Så Gud kunne overhovedet ikke komme til hos mig med nogen som helst formaning til ganske enkelt at bede om «at få evangeliet at se». For det havde jeg jo vidnet om, forkyndt og mente jeg virkelig «godt kunne». Og derfor opfattede jeg hans budskab til mig bare som at jeg måtte bede om at «få se mere af evangeliet om Guds Søn!»
Men når jeg så bad om det, og Gud, som i sin nåde altid møder syndere i den «kappe» de befinder sig i, hørte min bøn og åben-barede evangeliet om Guds Søn for mig - og fødte mig på ny! - da vidste jeg jo med det samme at jeg aldrig havde set evangeliet om Guds Søn før, var ikke født på ny!
Vær klar over at dette kan være netop din situation!
I Joh 3:6 ser vi Jesus siger:
«Det som er født af kødet, er kød»
Lad os have klart for os, det mange desværre ikke tænker over, at ethvert menneske fra vor naturlige fødsel er «af naturen et vredens barn», Ef 2:3. Som bare er et andet ord for «djævelens barn», Joh 8:44, 1Joh 3:8-10. Derfor er det også at vi så snart som muligt bærer vore børn til Kristus i dåben.
Luk 18:16 bliver af og til fejltolket. Der hedder det: «Jesus kaldte dem til sig og sagde: Lad de små børn komme til mig og I må ikke hindre dem, for Guds rige hører sådanne til»! Det er de sidste ord: «for Guds rige hører sådanne til» som opfattes som om at de små børn fra fødslen tilhører Guds rige, altså er et Guds barn. Men det er slet ikke dette bibelords mening. Teksten siger at «Guds rige hører sådanne til», ikke at «sådanne (børn) hører Guds rige til». Med andre ord siger Jesus: Lad de små børn komme til mig, for Guds rige er jo netop for sådanne (konf.: Matt 18:3. «Sandelig siger jeg jer: Uden at I omvender jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i himmelens rige»).
Om dette skriftsted skulle opfattes som at børn hører Guds rige til, altså er Guds børn fra fødslen, ville det jo også være i stærk strid med Guds klare ord mange steder, f.eks. «Rom 5:18: «ligesom én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan bliver også én mands retfærdige gerning til livets retfærdiggørelse for alle mennesker».
Jesus taler til dem «som var kommet til tro på ham»: «Dersom I bliver i mit ord ... da skal I kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer». Da reagerer de stærkt, og viser at de har nok med at de «er Abrahams børn og har aldrig været nogens træl». Så siger Jesus: «I har djævelen til far, og I gør jeres fars gerninger», Joh 8:44. De er altså endnu ikke født på ny!
Derfor er det Jesus opfordrer dem til at «blive i mit ord» så de kan «kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer», med andre ord føde dem på ny. For ud fra Skriften sker denne nye fødsel helt klart ved Guds ord og Ånd: «For I er genfødt, ikke af forgængelig, men af uforgængelig sæd, ved Guds ord, som lever og bliver… Men Herrens ord bliver til evig tid. Og dette er det ord som er blevet forkyndt jer ved evangeliet», 1Pet 1:23,25.
Den nye fødsel er en klar parallel til en legemlig undfangelse og fødsel: Når Guds sæd, evangeliet, ved Guds Hellige Ånd møder og indtager vort hjerte, så skabes det nye liv, livet i Guds Søn. For «Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den som har Sønnen har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet». 1Joh 5:11-12.
Jesus taler om det ugenfødte menneske og sammenligner det med et lig! Lad os se hvad C. O. Rosenius siger om dette:
«Læg mærke til det ord som apostelen først og sidst nævner som menneskets naturlige tilstand (Ef 2 vers 1 og 5) - det korte, meget talende ord: døde - døde ved overtrædelser. Dette er det dybe, ulykkesmættede ord om selve syndefaldets resultat: «Når du spiser af det skal du visselig dø», 1Mos 2:17. Livet virket af Gud er borte - mennesket er åndelig talt et lig.
Kristus taler selv sådan når han i Matt 8:22 siger: «Lad de døde begrave sine døde». Mange synes det er hård tale som ikke har den betydning som ordet død sædvanligvis har. Men Herren Kristus bruger et meget markeret udtryk, og vi ser i det bibelord vi sidst citerede, at han sidestiller den legemlige og den åndelige død som to slags lig.
Den legemlige død kendetegnes ved at den døde ikke reagerer på noget. Han ser ikke, hører ikke, føler ikke noget, udover at han ikke har det svageste åndedræt. Alt dette på trods af at han stadigvæk har alle organerne: øjnene, ørerne, munden og lunger - nøjagtig som et levende menneske.
Er det ikke nøjagtig sådan også med de åndeligt døde? De kan have en god forstand, et følsomt hjerte, megen kundskab, ædle livsholdninger, gode og barmhjertige gerninger, - men livet i Kristus - det er bare det de mangler, det at være forenet med Gud. De ser, hører, tænker og føler meget stærkt alt det som hører til det jordiske og sanselige, men «tager ikke imod det som hører Guds Ånd til», 1Kor 2:14.
De læser, hører, forstår og tror på en måde Guds ord. Ja, de kan også læse og høre Guds afgjorte domme over sin egen tilstand. Og alligevel at blive ved at være fuldstændig rolig og uberørt. Det er jo netop som hos et lig hvor der ikke en gang findes et åndedræt». Så langt Rosenius.
Men så er der mange som slet ikke «følger med strømmen». De kæmper klart og overbevisende mod strømmen, læser hver dag i Guds ord og beder, er «aktive kristne» i forsamlinger osv. Som jeg altså selv var! - Og var alligevel åndelig død! - uden at vide det selv! Altså en virkelig farisæer!
Kan du forestille dig noget større bedrag? Ja, hvad er en farisæer? Jeg formulerer det selv sådan: Det er et menneske som af hele sit hjertes overbevisning går ind for, lever efter og kæmper for noget han - uden at vide det - alligevel ikke er! Sådan som jeg selv var!
Er det underligt at jeg råber ud af hele mit hjerte, det som er mit hovedbudskab, nu til dig som læser dette:
Er du født på ny? Har du livet i Guds Søn?
Lad os se lidt på nogle af de første familier vi får nærmere kendskab til i Bibelen. Først var det Adam og Eva med sine to sønner; Kain og Abel. Adam og Eva var ikke bare forældre, de var også lærere for sine to sønner.
Tænk hvilken levende skildring disse bibelhistoriens første forældre har haft at dele med sine sønner! Først livet med Gud, fuldstændig åbent og varmt livssamfund med ham, hvor Adam var hele menneskehedens første stedfortræder ind for Gud. Så, syndefaldet som drog hele menneskeheden med ind under dommen, og som totalt forvandlede Adams og Evas forhold til Gud. Nu flygtede de for Gud, gemte sig for ham, løj for ham, skyldte på hverandre - og til sidst på Gud, for at de faldt! Og så, i deres skyldsbevidste tilstand, kommer Gud til dem. De venter dødsdom - for han havde sagt at hvis de syndede, skulle de «sandelig dø»! Men Gud kommer, forkynder for dem de jordiske følger af faldet, men lader dem stå og høre ham forkynde deres fuldkomne redning for slangen: Evangeliet om at «kvindens æt skal knuse slangens hoved».
Så har de lært og praktiseret med sine to sønner at ofre takoffer til Gud for ham som skulle komme, «kvindens æt», den næste stedfortræder, til frelse for hele menneskeheden.
Denne hellige offerhandling har både Kain og Abel lært, glædet sig over at deltage i, og gerne selv villet fortsætte med. Men så, i 2Mos 4, afdækkes pludselig evighedsalvoren i forskellen på disse to brødre. Abel ofrede et offer som han tog af de førstefødte lam i flokken, mens Kain troede det var godt at han bar frem for Herren et offer af markens grøde - bare det havde samme værdi som Abels offer. Han havde aldrig set det himmelske frelsesbudskab i at det skulle være et lam, et førstefødt lam! Og dermed aldrig fattet indholdet i det budskab de ofrede takofre for!
Så har vi en anden af de første familier Bibelen omtaler, Isak og Rebekka med sønnerne Esau og Jakob.
Esau var født til arveretten. Men vi ser at moderen hjælper Jakob med at gøre sig lig broderen Esau, for at tilrane sig hans førstefødselsret overfor faderen. Esau var lodden over hele kroppen. Så moderen lagde skinnene af kiddene Jakob havde slagtet, om det synlige og følbare af hans krop; omkring håndleddene og den glatte delen af halsen. Da han kom ind til faderen, som nu var gammel og næsten blind, talte Isak til ham, følte over hans krop, og sagde: «Røsten er Jakobs, men hænderne er Esaus!» Og Jakob tilranede sig med det førstefødselsretten.
Dette er et stærkt billede på hvordan menneskene gennem alle tider har forsøgt at «tilrane sig førstefødselsretten», frelsen, ved egne gerninger, som jeg havde «bestemt mig for at blive en kristen, gav mig over til Gud». Eller som Jakob: Skjuler sig bag ydre vidnesbyrd om noget vi er - når vi ikke er det, f.eks. en kæde med et kors rundt om halsen m.m. - for at vise at vi er kristne, eller på alle mulige måder handler, engagerer os som «aktive kristne» i «den etablerede kristenhed», og ved bøn, bibelkundskab osv., så vi «har navn af at leve...», men kan lige så godt være døde, Åb 3:1.
Hvis vi så tager nogle af de mange tilfælde frem, om personer i Bibelen som taler konkret om dette, begynder alvoren at gå op for os. Der var en Kornelius: «Han var en from mand og frygtede Gud med hele sit hus. Han gav mange almisser til folket og bad altid til Gud», Apg 10:2. Han levede altså et langt mere bibelsk liv end til og med mange af de mest fremtrædende i dagens kristenhed står for. Hvem kunne tro andet end at han virkelig havde sin sag i orden med Gud? Men en dag kommer der en engel fra Gud og siger han skal kalde Peter til sig, og «han skal tale ord til dig som du skal blive frelst ved, du og hele dit hus», siger engelen, Apg 11:14. Han var altså ikke frelst!
Så kan vi nævne Saulus, som kunne vidne om at han var «ulastelig efter loven» - indtil Jesus mødte ham, og han blev frelst!
Så har vi manden som havde kæmpet sig gennem de fristelser som hindrede de andre i at nå frem til bryllupssalen; nogen var optaget med marken, nogen med dyrene de havde købt, og nogen med sin ægtefælde. Men denne mand var altså nået frem til brylluppet.
Så kommer kongen ind og ser at manden mangler bryllupsklæderne! Var altså ikke frelst! Og så lyder dommen: «Da sagde kongen til tjenerne: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor! Der skal de græde og skære tænder. For mange er kaldet, men få er udvalgt», Matt 22:13-14.
Mange er kaldet, men få er udvalgt, hed det! Det betyder slet ikke at det er få som Gud vil frelse. Nej, Gud har udvalgt os i Kristus - udvalgt Kristus i stedet for alle menneskene, som han så var helt og holdent fortabt. Han tog med andre ord «Kristus i stedet» for os alle sammen! Gud taler fra skyen: «Dette er min søn, den udvalgte». Der er altså bare én udvalgt: Kristus! Og den som er i Kristus, ejer da også alt hans, og er også udvalgt!
Mange er altså dem som Gud kalder, måske både én og flere gange i livet. Men få er dem som lader sig frelse og får del i udvælgelsen!
Der er også svært mange eksempler på mennesker, i tidligere tider og nu, som har været alvorlige bekendende «kristne», men er blevet mødt af Gud og født på ny. Vi kan nævne Luther, Rosenius, Øivind Andersen osv.
Og tænk: Jeg, Hermod Hogganvik,
«var død og er blevet levende»!
Luk 15:32
Tænk dig en person som virkelig havde været fysisk død, og så blev levende! Ville dette ikke blive så vældig stort for den som var «blevet levende» og for alle som kendte ham, at både han selv og alle andre snakkede om det?
Men er en som er åndelig død, og så blevet levende, født på ny og fået det evige liv, ikke et meget større under, og et evighedsunder - og dermed endnu langt mere at lovprise Gud og Lammet for, og at vidne om?!
Skulle jeg ikke i kærlig nød for mine medmennesker, enten de er kendte eller ukendte, råbe min erfaring ud, min advarsel?
Og så må jeg råbe det ud - noget af det måske mest nødvendige for at vække dig fra denne åndeligt døde tilstand, nemlig dette forfærdelige:
Du ved det ikke!
Nøjagtig som Laodikeamenigheden: «Du siger: Jeg er rig, jeg har overflod og har ingen nød - og du ved ikke at du er ussel og ynkelig og fattig og blind og nøgen», Åb 3:17. Du vidner om hvor «rig» du er; du blev vækket op, bestemte dig for at blive en kristen, er kommet med i kirken, missionen, læser i Bibelen, beder, er med i sangkor osv. Du «har ingen nød»!
Mens sandheden er at «du er ussel og ynkelig», åndelig «blind og nøgen», har intet at vise frem som holder overfor Gud. Og du ved det ikke!
Før Gud kan møde dig med evangeliet, må du blive en synder! Han kom bare for at frelse syndere! Lad altså Guds ord dømme dig, bede ham åbenbare for dig din totalt fortabte tilstand, «give Herren, Israels Gud, ære og pris…» og erkend overfor Gud og dig selv den synder du er!», Jos 7:19.
Og bed så Gud åbenbare evangeliet om sin Søn for dig! Dette kommer vi nærmere ind på til sidst.
Men så kommer det særdeles vanskelige spørgsmål,
som også er en stor nød for mig:
Hvor skal du som er født på ny,
finde samfund med Guds folk?
Når du er vækket op, blevet «en søgende», eller er født på ny, og dermed har livet i Guds Søn, er der også skabt en trang i dig til at opsøge Guds folk.
Da søger de aller fleste - naturligt nok - til forsamlinger som bærer kristenhedens navn og symboler: «kirke», «missionshus» eller andre navne vi ved, betyder at det er der Guds folk samles. Men hvad er tilstanden i dag?
Lad os først se lidt udover «markerne», og se hvad der sker i «marken»!
Vi har en forfærdelig tilstand i vore skandinaviske lande som Gud i sin nåde så mangen en gang tidligere har set til med vækkelse.
Vore lande forrådner moralsk. Men selve roden til det som er tilstanden i «den etablerede kristenhed». De gamle sagde: «Et land får den regering Guds folk «vil have»!» Til et vågent kristenfolk som ser et åndeligt forfald, har Bibelen stærke løfter. I 2Krøn 7: 13-14 læser vi: «Når jeg lukker himmelen... og når jeg sender pest blandt mit folk, og så mit folk, som er kaldet med mit navn, ydmyger sig og beder og søger mit åsyn og omvender sig fra sine onde veje, da vil jeg høre i himmelen og tilgive deres synd og læge deres land».
Men «Hvor er troens brand?»
Hvad er der sket?
Sagen er at efter sidste verdenskrig er der over hele Europa sket en udvikling som når Guds folk skulle fries ud fra Egypten: «Der drog også med dem en stor, blandet folkemængde», 2Mos 12:38. Denne verdens mennesker, søgende og bekendende kristne, men ikke født på ny, er kommet ind både i de store kirkesamfund og i lægmands-virksomheden; missionsselskaberne - så vel i de lutherske som ikke-lutherske forsamlinger.
Så er udviklingen fortsat i rask tempo; de som er kommet ind, er blevet flere og flere, har fået andre med, som heller ikke er født på ny. I alle afgørelser som skal tages, hvor enkeltmedlemmerne giver indspil eller afgiver stemmer, vurderer disse selvfølgelig udelukkende ud fra sin ugenfødte tilstand, og dermed alene ud fra det naturlige menneskes vurderingsevne. «Et naturligt (ugenfødt) menneske tager ikke imod det som hører Guds Ånd til. For det er en dårskab for ham... det kan alene bedømmes på åndelig vis», 1Kor 2:14.
Det er alene denne verdens værdimåling disse ugenfødte mennesker har at anvende i forsamlingens afgørelser om brug af virkemidler i kirke- og missionsvirksomheden.
Ganske hurtigt har denne verdens ånd fået overtaget både i kirker og rundt om i lægfolkets forsamlinger, gennem disse ugenfødte, som så efterhånden som tiden er gået selvfølgelig valgte «sine» egne ind også i forsamlingens bestyrelser og råd.
Sådan at vi nu, allerede for en del år siden, - ganske rigtigt efterhånden; først i de mest liberale kristne organisationer, så i de mindre liberale og til sidst i de tidligere mest konservative, bibeltro - er kommet derhen at der er grund til at antage at i ikke uvæsentlig grad er kirker og lægfolkets organisationer - om ikke over alt ved et enstemmig, så i hvert fald ved et flertal af bestyrelses- eller råds-medlemmer – nu er ledet «af denne verden».
Disse er så de som ansætter alle sine ledere og medarbejdere, så vel som forkyndere og missionærer!
Hvad andet kan dette resultere i end at der vælges virkemidler, fremgangsmåder og en forkyndelse som godtages af denne verden?!
Men det helt afgørende, som er rigeligt tegn på frafaldet, er at
spørgsmålet: «er du født på ny - og har du liv i Gud?»
ikke bliver forkyndt i forsamlingerne i dag!
Når ikke dette helt væsentlige og afgørende spørgsmål bliver rejst og søgt afklaret, siger det sig selv at der hvor hovedsagen mangler, der er der ingen hjælp at få for en søgende sjæl, eller for en som er født på ny.
Tværtimod retter forkyndelsen sig i dag mod en forsamling hvor alle er frelst, og lever i og efter Ordet. Forkynderen lukker altså, bevidst eller ubevidst, øjnene for dagens åndelige tilstand. Eller «ved» han må tale sådan!
Da er den øvrige udvikling i forsamlingen selvfølgelig af langt mindre betydning. Men for at vi skal se dette endnu klarere, skal vi også se på den.
Hvis du ikke har lukket øjnene og ikke har villet se sandheden, har du været nødt til at lægge mærke til de mangfoldige tegn på at det er denne verdens ånd som har overtaget ledelsen i kirker og organisationer hvor disse ting vi nu har nævnt, har udviklet sig.
1: De som gennem mange år er valgt ind i ledelsen indenfor kristenhedens bestyrelser og råd, er dem som er «vellykkede» i denne verdens øjne. Det er om at gøre at få dem ind «som kan det». Ind i bestyrelser og råd vælges mennesker med solid økonomisk uddannelse, med administrativ baggrund, som «har ordet i sin magt» osv., altså nogen som ud fra uddannelse, stilling eller position i samfundet kan anses for at være dygtige.
Mens Guds ord siger at Gud «udvælger det som ingenting er». Paulus siger: «Når jeg er skrøbelig, da er jeg stærk».
2: Klarest tegn på verdsliggørelsen i missionshusene er at vidne- og bønnemøderne, hvor de troende, uden nogen prædikant, kom sammen, delte Ordet som Gud havde åbenbaret for den enkelte, og bad, er faldet helt bort. Nogle steder er det erstattet med bibelgrupper, som oftest er samtalegrupper hvor der bare deles mennesketanker om Skriftens hemmeligheder.
3: Missionshusene omindrettes til fest- og selskabslokaler. Tænk på alt det som der da forekommer af optrin og denne verdens festtale-formuleringer, som slet ikke er af Gud, men hellere det modsatte!
4: Bibelskolerne bruger mange forskellige verdens lokkemidler når de annoncerer nye seminarer, både i selve skoleplanen, f.eks. «Bibel og idræt», «Bibel og... (meget andet). Og der fristes med at: «Det bliver en tur til... (fjerne missionslande).
5: Bibelskoler «bestemmer sig for» at de vil samle ind... (en bestemt sum) til et bestemt missionsprojekt. Så drager de rundt til verdslige erhvervsvirksomheder og tigger gevinster til udlodning. Og inviterer «alle» til at komme til udlodningen/auktionen.
Men Guds ord siger: «Hver mand og kvinde af Israels børn som kendte til at deres hjerte drev dem til at give noget til det store værk som Herren ved Moses havde befalet at gøre, kom med det som en frivillig gave til Herren», 2Mos 35:39.
«Du gør vel i at hjælpe dem på vej, sådan som det er værdigt for Gud. For det var for hans navns skyld at de drog af sted, og de tager ikke imod nogen hjælp fra hedningerne», 3Joh 1:6-7.
-------------
Dette er de helt åbenlyse ændringer som har fundet sted, som du ikke kan have undgået at lægge mærke til, hvis du er vågen. Og da vil du også have fået virkelig nød for sjælene som deltager i dette, og for selve tilstanden i «kristenheden», så du drives ind for Guds åsyn i bønnenød - hvis du er født på ny.
Men der er andre, mindre åbenlyse årsager som er endnu mere alvorlige og afgørende: Forkyndelsen mangler grundlæggende sandheder som at:
A: Vi er alle i vor naturlige tilstand ved fødslen åndeligt døde. Gud sagde at hvis de spiste af den forbudte frugt, skulle de «visselig dø», 1Mos 2:17.
B: Og vi er under Guds fordømmelse - «solgt under synden», indtil vi bliver født på ny, Rom 5:18.
C: Da mistede vi også Gudsbilledet (hjertets åbne samfund med Gud), og får det kun igen ved genfødslen – Ganske rigtig da ikke fuldkomment før vi er hjemme hos Gud, 1Mos 5:1-3.
D: Vi har efter syndefaldet (i vort forhold overfor Gud) heller ikke længere nogen fri vilje, Rom 7:19, 9:16 m.fl.
Vore gamle lærere sagde klart at hvis disse hovedsandheder ikke længere forkyndes, så kommer al den anden udglidning omgående efter. Ligeså lærte de at «Kirken (den levende) står eller falder ved læren om retfærdiggørelsen». Og så har vi i dag en Bibel som fører vild. Blandt meget andet har den raseret læren om retfærdiggørelsen. Ved begravelser hører vi læst fra Bibelen: «Hvem kan anklage dem som Gud har udvalgt? Gud er den som frikender», Rom 8:33. Men ingen kommer ind i Guds rige ved bare at blive «frikendt» fra synd. Nej Skriften forkynder at «Gud retfærdiggør», - gør os i Kristus fuldkomment retfærdige for Gud!
-------------
En person som selv er medlem af en af vor tidligere mest konservative bibeltro skandinaviske missionsselskab konkluderede for nylig, i en omfattende opsummering af tilstanden, som blev præsenteret missionen, med at:
«Vi har dybest set spurgt djævelen til råds i det vigtige spørgsmål
om hvordan vi når de ufrelste med evangeliet».
Hvordan er dette sket? Her er der ikke tale om nogen som på overnaturlig vis har søgt kontakt med djævelske åndsmagter. Nej, men nu har vi vist hvordan denne verdens mennesker er kommet ind, ja, delvis af forkyndelsen inviteret ind på forkerte præmisser, og har så efterhånden i væsentlig grad overtaget ledelsen af dagens «etablerede kristenhed».
Jesus siger: «Uden at han bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige», og «Det som er født af kødet, er kød, og det som er født af Ånden, er ånd», Joh 3:3,6 Og Johannes siger: «På dette kan et Guds barn og djævelens barn kendes. Hver den som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, heller ikke den som ikke elsker sin bror», 1Joh 3:10. Dette sidste skriftsted viser tydeligt at vi kun har to alternativer: Enten er vi et Guds barn, eller også er vi et djævelens barn!
At jeg var «djævelens barn» når jeg endnu bare var denne verdens menneske, ikke født på ny, - og måske til og med var en «aktiv kristen» - lyder i dag for de fleste forfærdeligt. Men det siger Guds ord altså. Og den som ved Guds ord og Ånd får lov at se sig selv sådan som vi i vort kød virkelig er, «af naturen vredens børn», Ef 2:3, og så er blevet født på ny, vil uden videre godtage betegnelsen. Enten er du et djævelens barn, eller du er født på ny og blevet et Guds barn! Skriftens lære er indiskutabel klar, og har altid tidligere også været lært og forkyndt sådan.
Så er det jo helt klart at der hvor disse ugenfødte, og dermed «djævelens børn», leder kirker eller mission og skal vurdere situation, mål og virkemidler, så sker alt ud fra deres eneste mulighed - Jesus sagde til «dem som var kommet til tro på ham», men reagerede stærkt når han sagde at Ordet skulle gøre dem fri: «I har djævelen til far, og I gør jeres fars gerninger», Joh 8:44.
En kendt Dr.theol., sognepræst og forfatter sagde til mig for 30 år siden: «Tilstanden i Kirken har der nok været så som så med op gennem tiderne. Men da var lægfolkets tilstand en anden!». En anden gang fortalte han mig at han havde haft besøg af en nyfrelst, som da han skulle gå spurgte hvor han nu skulle søge de helliges samfund. Og præsten spurgte: «Hvor skulle jeg sige?»
Ser du nu hvor forfærdelig alvorlig situationen er?
Ser du nu alvoren, nøden i situationen? Er du måske til og med en som på en eller anden måde støtter denne verdens (okkupantens) virksomhed i «landet» (kristenheden) den har lagt under sig?
Tænk over om du på forskellig måde, enten det er ved direkte støtte, eller «tager imod ham i dit hus», eller «hilser ham velkom-men», da er du «medskyldig i hans onde gerninger» som «holder det i live som skulle dø, og dræber det som skulle leve? 2Joh 10-11, Ezek 13:17-22.
Læg også mærke til Guds ord som taler så klart: «Nu formaner jeg jer, brødre: Læg mærke til dem som skaber splittelser og er årsag til frafald fra den lære som I er blevet undervist i. Tag afstand fra dem!», Rom 16:17. For det første er det klart at i begge disse skriftsteder tales der ikke om den lære nogen som helst dagens kirke eller mission forkynder, men om den lære først og fremmest Kristus, men også Paulus, Johannes og de andre apostlene har undervist i.
Og der siger Johannes altså at fører de ikke denne lære, så skal vi ikke åbne vort hus for dem, til f.eks. mødevirksomhed som indbyder også andre til en forkyndelse som «ikke fører denne lære»! Eller ønske sådan forkyndelse velkommen i et Guds hus.
Nu er situationen i dag en ganske anden end da Paulus skrev dette. Den gang var menigheden ny og levende. Det var indtrængere som da skabte splittelse og var årsag til frafald. Men hvem er det nu som «er årsag til frafald fra den lære som I er blevet undervist i», som Rom 16:17 siger?
Det kan selvfølgelig ikke være den verdslige verden som omgiver os. De er ikke noget konkret problem for at beholde apostlenes lære. Nej, selve tidens forfærdelig tilstand er, som det var på Jesu tid og gang på gang senere har udviklet sig til: Det er farisæerne og de skriftlærde, selve «den etablerede kristenheds» ledere, som selv forestår frafaldet fra apostlenes lære!
Da snakker vi ikke om liberalteologien. Den er heller ikke det største problem. Er et menneske født på ny, kan det som regel skelne djævelens klare ansigt i liberalteologien. Nej, det er «den etablerede kristenheds» afvigelse fra grundsandhederne, og mennesketanker om Gud. Altså en forkyndelse uden Den rene lære og Guds Hellige Ånds åbenbaring over Ordet. Dvs. uden den afgjort væsentlige forkyndelse om Adams fald og arvesynden; om tilregnelsen af Adams synd og Kristi retfærdighed - plus alle de andre tilpasninger kristenheden i dag har gjort til denne verden, som ikke kan give evigt liv, og gradvis dræber menneskenes liv i Gud.
Jeg har selv hidtil aldrig sagt til noget menneske at de bør gå ud af nogen forsamling. Men i et par tilfælde, overfor dem som skildrer en meget farlig forsamling, og jeg selv ved det er sådan der, har jeg sagt at det er muligt at Gud vil du skal sidde der, sukke og bede for dem, og om og når Gud vil dele et vidnesbyrd med forsamlingen, selv om tilstanden er som i Pergamum, Åb 2:12 flg. Men tilstanden der er så alvorlig at jeg har sagt, at de må faktisk have vished fra Gud om han vil de skal blive værende der, hvis de ikke skal gå ud. Og vi har i sådanne og andre tilfælde været med og bedt om at Gud må vise dem om de skal gå ud eller blive værende i forsamlingen.
Så er der nogen som har fortalt at de, før vi kendte dem, efter årevis i bøn og kamp med spørgsmålet om de skulle blive værende i missionshuset, havde fået fred i at gå ud af forsamlingen, som eneste løsning, hvis de skulle beholde livet i Gud.
Da er det meget alvorligt at høre af nogle af disse
at forkyndere har sagt til dem: «Det skulle du ikke have gjort!»
Hvad grundlag har de for at sige dette? Hvor godt kender de deres kampe og sjælenød i sagen? Er de som siger sligt klar over at de med det kan stå imod Gud, som netop kan være i færd med at redde sine børn ud fra «dødslejren»? Jesus taler om når han vil «flytte din lysestage fra sit sted», Åb 2:5. Som vi ser af sammenhængen netop, er noget han vil gøre, om ikke menighedslederen omvender sig, så der bliver åndelig mad og livsgrundlag for sjælene i menigheden. Det er de troende, de som har liv i Gud, som udgør «lysestagen», som han altså vil flytte ud fra forsamlingen!
Så vil vi til sidst nævne hvor farlig kristenhedens ordforråd er blevet, ordvalget er blevet omsmeltet i verdsligheds-digelen. Det er denne verdens titler og ordvalg som har indtaget kirke og mission: Der ansættes «menighedsudviklere», «danselærere»…!
Og dette strækker sig helt ind i den dybeste kamp om sjælenes frelse, der hvor sjælen skulle gå over fra døden til livet. Der bliver brugt verdens ordforråd, eller misbrug af ordet har givet denne verdens ikke-evangeliske opfattelse af ordet, så sjælene ved brugen af ordet ikke kommer igennem til liv i Gud, men bliver gående i farisæisk lovtrældom, eller opgiver helt alt. Vi tænker bl.a. på ordet «modtage» eller «tage imod».
«Du skal bare tag imod! Nu skal vi bare, du og jeg, bede sammen. Du skal bare sige efter mig i min bøn!», siger sjæle-sørgeren/forkynderen til eftermødet eller samtalen. Så beder de sammen, og afslutter med at «nu tager jeg imod dig, Jesus. Tak for at nu er jeg frelst!»
Så citerer forkynderen Joh 1:12: «alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive et Guds barn, de som tror på hans navn». Og så siger forkynderen: «Nu har du taget imod Jesus, så nu siger han selv at han «giver dig ret til at blive et Guds barn».
Men forkynderen/sjælesørgeren nævner ikke noget som helst om det Ordet så straks derefter slår fast i næste vers, at «de er født ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud», vers 13.
For Jesus har selv sagt netop i denne sammenhæng at
«uden at man bliver født på ny, kan man ikke se Guds rige!»
Og nu er vi så igen ved selve hovedsagen, og spørgsmålet drejer sig nu langt fra om alle de andre, men om netop dig som læser dette. Jeg råber det ud:
Er du selv født på ny?
«Uden at du er født på ny, kan du ikke se Guds rige», siger Jesus selv! Det betyder at du hverken kan «se», erfare, Guds rige, sådan som det åbenbares i de genfødtes liv og levned her på denne jord, og vil heller aldrig nå frem til at «se» Guds rige i himmelen hos Gud!
Store vækkelser er begyndt ved at spørgsmålet blev taget op: «Er du født på ny?» Så svarede nogen: «Ja, hvis jeg bare så vidste det!» Og forkynderen/sjælesørgeren sagde: «Gå hjem, læs din Bibel under bøn til Gud om at han må vise vej i dette spørgsmål!»
Hvis du er født på ny, så ved du det! Det er klart at du ved at du er født til denne verden. Og endnu mere klart er det for dig om noget så stort som at blive født af Gud er sket med dig! En herlig gengivelse af 1Joh 5:1 har vi i den bibel C.O. Rosenius bruger: «Hver den som elsker ham som fødte, elsker også den som er født af ham».
Et tilsvarende vidnesbyrd har vi i 1Joh 3:14 «Vi ved at vi er gået over fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene». Og da betyder det også at vi ved hvem som er vore brødre og søstre i Kristus!
Nu råber jeg ud i kærlighed til dig min nød: Vend dig nu til Gud og bed ham virkelig ransage dig. Du har ingen mulighed for at ransage dig selv, vurder om du har liv i Gud - hvis du ikke er født på ny. Til og med David, og ethvert oprigtigt Guds barn, beder bønnen vi har nævnt tidligere: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine motiver, se om jeg er på fortabelsens vej, og led mig på evighedens vej!»
Så vil han gøre det.
Og når du så er født på ny, så bekend dette åbent og klart til Guds Søns ære! Det sker i et øjeblik at et menneske går over fra døden til Livet, men behøver ikke opleves som noget som skete «nøjagtigt NU». Det kan være du efter en tid som Herren arbejder med dig, pludselig ved at «nu, i denne tid, er det sket med mig, jeg er født på ny!»
«Alle» vil skønne at noget nyt er sket med dig. Og vi ved at en åben bekendelse om at man er født på ny, oftest mødes med hårde ord: «Er vi nu ikke længere lige så gode kristne som du? Er du ligesom blevet bedre end os nu?» Selv om vi bare vidner om hvad der er sket med os, og ikke siger et ord om dem - sådan som bl.a. Øivind Andersen også oplevede det da han fik liv i Gud.
Da fristes mange til at underkende genfødelsens under, og siger: «Jeg har selvfølgelig været en kristen, men har nu fået en fornyelse». Eller de siger: «Der er jo sket en udvikling, jeg har fået dybere ting at se».
Siger du sådan, da vanærer du Gud, han som «har født dig på ny»! Og du kan blive uden frugt, fordi du fornægter hans alene-værk i dig!
-------
Så vil jeg lade det mest nødvendige for dig blive det sidste jeg deler med dig her, det som er mad og som skaber Livet, det evige! Noget jeg ikke kunne give dig før jeg havde fået råbt min nød ud for at du ikke måtte løbe ret på hovedet ud, måske allerede når du er kaldet af Gud, og da aldrig ville finde Livet, det evige! Eller efter at være blevet født på ny søgte samfund, men oplevede at det som skulle leve, blev dræbt, og det som skulle dø, blev holdt i live, Ezek 13.
Kristenhedens ordforråd er som sagt «blevet omsmeltet i verdsligheds-digelen». Ordene er i den verdsliggjorte kristelige virksomhed blevet så «devalueret» at de har mistet sin evangeliske frelseskraft, som nævnt bl.a. dette «at modtage» eller «tage imod». Nu er det ligesom noget vi skal gøre, dette også. Vi «skal tage imod» Jesus!
Førhen blev i stedet bl.a. ordet «annamme» brugt. I det ligger mere dette «at lade noget komme til sig» - ikke hindre det i at lade sig helt indtage af det. Og i Roseniuslitteraturen bruges f.eks. at «de havde ikke sammenhørt evangeliet». De havde ikke ladet evangeliet komme ind i øret og ladet det gå uhindret videre ind i hjertet. Tilsvarende «fordi de ikke gav sig ind under Guds retfærdighed», Rom 10:3.
Lad os gå til modsætningen, som ofte afklarer endnu bedre. I Rom 1:5 taler Paulus om Kristus, og fortsætter: «Ved ham har vi fået nåde og apostelembede for at virke troens lydighed blandt alle hedningefolkene, til ære for hans navn».
Først måtte apostlene «få nåde», vide og få erfare som totalt fortabte syndere hvad nåde, virkelig nåde, er. Så fik de «apostelembede for at virke troens lydighed blandt hedningefolkene». Denne lydighed som ikke er lydighed til hele Guds ord, for det er en frugt. Nej, denne troens lydighed, siger Rosenius, «er hjertets annammelse af evangeliet». Dvs. at apostlene fik nåde og apostelembede til at forkynde Ordet så evangeliet kom til menneskene, bankede på hjertedøren, åbnede døren, og gik ind og indtog - og holdt (som en invasionshær) hjertet (fæstningen).
Det er Ordet som virker alt dette. Paulus siger så saligt: «Også til jer er evangeliet kommet, som det er i hele verden, og det bærer frugt og vokser. Sådan er det også hos jer, helt fra den dag I fik det at høre og lærte at kende Guds nåde i sandhed», Kol 1:6.
Da får vi en helt anden erfaring med, og dermed evangelisk forståelse af ordet «modtage», nemlig bare at lade Ordet, evangeliet om Guds Søn få lov at indtage vort hjerte.
Og da bliver resultatet, det som altid sker mere end ved nogen anden foreteelse i denne verden, som sker ved enhver ret fødsel ovenfra: Det bliver «til ære for hans (Jesu) navn», som Rom 1:5 slutter med.
Dermed er vi helt inde på det som skal blive det sidste, og det du husker bedst fra dette nummer af bladet «Arven»; det livgivende evangelium om Guds Søn, som jeg nu så gerne vil give dig nogle salige eksempler på:
«Gud udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt», Ef 1:4.
Der er kun én udvalgt, kun én Gud har velbehag i, kun én retfærdig!
«Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den som har Sønnen, har livet, (er udvalgt, er retfærdig). Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet», 1Joh 5:11-12
Bøj dig ned for Gud og bed ham frelse dig, bed: «Omvend mig, Gud, så bliver jeg omvendt!» Jer 31:18.
---------
Men der er ét forhold jeg nu må nævne for dig. Der er nogle som vi let kan tro har evigt liv, alt i orden med Gud. Men de kan ikke skelne klart om et budskab (skriftligt eller mundtlig) er af Gud. Det viser sig at har Lovens krav ikke først fået lov at møde dit hjerte og gjort dig «skyldig for Gud», så er din omvendelse ikke begyndt ret. Og om du måske «ser» både det ene og det andet klart, så kan du umuligt vurdere en person eller et budskab ret - når du ikke først selv har fået lov at se synderens rette totalt fortabte, ugudelige væsen i dig selv!
I «Romerbrevets budskab» citerer Rosenius Luther som siger: «Du kan ikke blive sådan i Gud eller Kristus som du gerne ville være, uden at du først i dig selv og overfor alle mennesker bliver det han vil du skal være. Og han vil at du overfor dig selv og alle mennesker skal være det du virkelig er: En synder, ond, elendig, ugudelig, djævelsk, vantro osv. Dette er sandheden om dig; dit navn, din titel og værdighed: «af naturen vredens barn», Ef 2: 3.
Og Rosenius tilføjer: «Når du så har oplevet dette, da er du i Guds øjne den som du ville være, dvs. hellig, from, oprigtig, retfærdig, som tror, osv. For når du er blevet så fuldstændig ugudelig og fordømt i dig selv, da bliver Kristus, med sin retfærdighed, kær og uundværlig for dig. Og da er hans retfærdighed din, og du er virkelig hellig, herlig og frelst i Guds øjne. Dette var Guds store, nåderige og endelige mål med loven. Ja, lovet være Gud for hans evige nåde og gave!»
----------
Når du så er født på ny, ser du af det vi har nævnt at det bliver meget vanskeligt, mange steder umuligt, at finde et «åndeligt hjem» i nogen af dagens «kristne» forsamlinger». Gå ikke der hvor Guds nådes Ånd ikke hersker!
Det viser sig at det aldrig bliver det rette, levende gudsliv hvor den nye fødsels Ånd og lære fra solid litteratur bliver blandet op med den ånd dagens forkyndelse og mødekultur giver!
Bed også Gud lede dig til en som virkelig er et Guds barn! - om det måtte findes på dit sted. Og så har vi ikke mindst solid vejledning i den Roseniuslitteratur Gud har givet os.
Hermod Hogganvik