4. maj

Mit blod bliver udgydt til syndernes forladelse. Matt. 26:28.

Ud fra disse hellige ord er det åbenbaret at både synder og gode gerninger er druknet, døde og forsvundet i Kristi blods røde hav.

At de største synder der har mistet sin kraft til at fordømme os. At de største fortjenester af kristelighed og gode gerninger har mistet sin kraft til at retfærdiggøre os. For når Guds egen Søn trods alt blev nødt til at lide døden for at frelse mig, da vil jeg tie om hvad jeg måtte kunne have fortjent ind for Gud.

Ja, her er det åbenbaret at ingen synder kan hindre, og ingen gode gerninger kan gøre at jeg benådes og retfærdiggøres af Gud.

At der ind for Gud ikke er nogen som helst som kan hindre den værste synder fra at komme når som helst og modtage Guds nåde og retfærdighed i Kristus Jesus; den nåde og retfærdighed som blev købt til hele verden på den store forsoningsdag. Og som helt fra den dag bare har ventet på ham. Fordi han i al sin nød og fortabthed, i sin synd og uværdighed, ikke behøver at blive noget som helst anderledes end han er, for at komme til Jesus. Men at alt er færdigt, alt er fuldbragt.

Det betyder altså at jeg må komme i samme øjeblik jeg får brug for Kristus. Og må komme just sådan som jeg er. Så syndig og uværdig jeg er. Med stort eller lille kendskab til Kristus. Så kold eller varm, så hård eller rørt, så nidkær eller ligegyldig, så ren eller uren jeg er -. For at få i Kristus, som gave, alt det jeg mangler.

For var det ikke sådan, - men at jeg i stedet for selv først måtte have nogle gode egenskaber som skulle gøre Gud mere tilfreds med mig, - da fik jeg jo ikke nåden og retfærdigheden bare i Kristus. Da var det ikke ”uden gerninger,” ikke ”uden loven” jeg blev fuldkommen, sådan som Skriften påstår.

Når det gælder omvendelse, anger og tro, så kræves der aldrig noget af dette for at bevæge Guds hjerte til at ville give nåde. Men det er alt sammen nødvendigt for synderens eget hjerte, for at han skal få brug for nåde.

Og når det er synderens største nød, hans største behov og hans eneste trøst at komme til Kristus, da er det allerede nok omvendelse, nok anger og tro til at han helt kan være benådet i Kristus. Men læg godt mærke til at vi siger: Største nød, største behov og eneste trøst!

Måtte ingen bedrage sig selv -!

Men her er det videre åbenbaret at så længe vi bliver i Kristus, dvs. så længe Kristus med sin forsoning, Kristus med sit fuldbragte værk, Kristus med hans nåde og venskab, er vort hjertes behov eller trøst -. Da er vi hvert øjeblik i en og samme uforanderlige nåde og retfærdighed ind for Gud. Den samme hvert øjeblik, - i styrke og svaghed, når vi får nåde til at gøre nogen godt, og når vi kommer til at falde i skrøbelighed og synd.

For var det ikke sådan, men at vi i stedet for var mere retfærdige og benådet ind for Gud når vi selv var mere kristelige og pæne, men mindre retfærdige når vi var mindre kristelige -. Da kom retfærdigheden jo virkelig af gerninger, - eller i det mindste delvis af gerninger, og da også bare delvis af Kristus.

Og det ville i sandhed være en frygtelig holdning mod ham som har købt os til Gud med sit blod, og mod hele Skriften som så stærkt imødegår dette. Som stadig gentager ”af nåde,” ”ved Jesus Kristus,” ”i hans blod,” ”ved troen,” ”ikke af jer selv,” ”ikke af gerninger,” ”uden loven” osv.

Kort sagt: Er det sandt at vi bliver og er retfærdiggjort i Kristus alene, uden nogen hjælp fra loven, uden gerninger -. Da er det jo naturligvis også følgen af, at det er vi også lige meget hver dag og hvert øjeblik, så længe vi er i Kristus ved troen.

For der er ikke noget andet som forandres efter som tiden går, - som det ene øjeblik er bedre, og det andet værre, - end os selv og vore gerninger, i tanker ord og gerning. Kristi retfærdighed forandres jo ikke. Og når Kristi retfærdighed er vor retfærdighed ind for Gud, da kan den retfærdighed som vi har ind for Gud ikke forandres.

Men når vi så taler om disse vore gerninger, så gælder det naturligvis ikke bare håndens og tungens gerninger, men hele menneskets, med legeme og sjæl. Og da ikke mindst disse væsentligste gerninger som det første bud i loven handler om; sjælens, hjertets, tankernes gerninger og tilbøjeligheder. Det gælder kærlighed, ligegyldighed, anger, hårdhed, bøn, gode tanker, onde tanker osv. Alt hører ind under overskriften: Vore gerninger.

Men skulle vor retfærdighed bygge på disse, da var den ikke Kristi retfærdighed. Er vor retfærdighed derimod udelukkende Kristi retfærdighed, da bygger den jo ikke på disse.

Sådan som apostlen også siger det: ”Er det af nåde, da er det ikke af gerninger. Ellers er nåden ikke længere nåde. Men hvis det er af gerninger, er det ikke længere nåde. Ellers er gerningen heller ikke længere nogen gerning.”

Men dette sidste forkaster han helt klart, og siger: ”Jeg forkaster ikke Guds nåde. For hvis retfærdighed kommer ved loven, så døde Kristus altså forgæves.”