3. juli

Saligt er det menneske som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger. Rom. 4:6.

I klar og utvetydig tale forkynder dette budskab os at et menneske kan være retfærdigt i Guds øjne, selv mens han endnu mærker synden i sig.

Her siges det nemlig udtrykkeligt at når Gud retfærdiggør et menneske, så sker det ikke på den måde at han udsletter synden i hele hans væsen, og gør mennesket i sig selv syndfri. Men at det sker ved en tilregning.

Denne tekst siger at vor retfærdiggørelse sker på den måde at Gud tilregner mig en retfærdighed som ikke findes hos mig. Og på den anden side ”forlader” og ”skjuler” al den synd som findes hos mig.

Men fordi ordet retfærdiggøre godt kunne blive opfattet tvetydigt af nogen, bruger apostlen i stedet udtrykket: Tilregner retfærdighed. Desuden har han så også forklaret dette salige værk gennem Davids ord om at alene det menneske er saligt ”som har fået sine uretfærdigheder forladt, og sine synder skjult” eller ”dækket til.” At alene ”det menneske som Gud ingen synd tilregner, er saligt.”

Tænk da, når det menneske er saligt som Gud ”tilregner retfærdighed uden gerninger,” og som han ikke tilregner hans synder - da er det jo dermed også samtidig sagt at retfærdigheden ikke findes hos dette salige menneske! For da havde det ikke været nødvendigt at retfærdigheden blev ”tilregnet” ham.

Men på den anden side indebærer dette også at synderne derimod findes hos det salige menneske, eftersom disse ”ikke tilregnes” ham, men ”skjules.”

Dette er da tydeligt og klart hele Skriftens store hovedlære, som vi finder i al Guds forkyndelse om Kristi stedfortræderembede, og om hvordan hans retfærdighed tilregnes. Men her finder vi det udtrykt kort og bestemt, så det straks fuldstændig afviser den falske opfattelse som sjælefjenden en gang imellem bruger til at forvirre mennesker: At vi skulle retfærdiggøres på den måde, at vi bliver gjort syndfrie i os selv.

Nej, siger apostlen her tydeligt og klart, Gud gør os retfærdige på den måde, at han tilregner os retfærdigheden, uden at vi hverken er eller bliver retfærdige eller syndfrie i os selv, her på jorden. Derfor må synderne netop ”forlades” og ”skjules.”

Har vi nu dermed forstået at vi ikke er retfærdige på den måde at synden er udslettet i vor egen natur, eller at vi i egen person fuldkomment opfylder loven, men at det må ske gennem en ”tilregning” -. Så må vi da heller ikke falde i en lige så stor vildfarelse på modsat side, så vi får den holdning at Gud regner os for retfærdige, selv om vi ikke virkelig er det.

Nej, lovet være Herrens navn! Vi er virkelig retfærdige gennem ham! Den som ikke er blevet helt vågen så han ser Guds fuldkomne råd, drømmer let om en form for retfærdiggørelse hvor Gud på en måde slår af på sine hellige ord og domme. Og dermed erklærer os retfærdige uden at vi på nogen måde ejer det som retfærdighed betyder; nemlig en fuldkommen opfyldelse af loven, så vi efter loven står ustraffelige ind for Gud. Dette vil være en helt forkastelig tanke overfor Gud. Som om han praktiserede barmhjertighed på bekostning af sin evige retfærdighed i alle sine domme.

Det er noget ganske andet apostlen lærer: ”Gud har sat sin Søn til en nådestol ved troen, i hans blod, for at vise sin retfærdighed i det at han retfærdiggør den som tror” - sådan som ordene lyder i Rom. 3, - ”så han selv kunne være retfærdig og gøre den retfærdig som er af Jesu tro.” Og i Rom. 5 siger han udtrykkeligt at det er gennem den enes lydighed, den enes retfærdighed, vi bliver retfærdiggjort.

Det sker ikke ved at han ”slår af” på et eneste bogstav eller prik i loven. Men gennem en total og fuldkommen opfyldelse af alle lovens bud og domme - som vor Stedfortræder så helt og holdent gjorde i vort sted, - som om vi selv havde gjort og lidt sådan som loven krævede.

Et menneske kan så fuldstændigt opfylde en andens forpligtelser, f.eks. betale sin brors gæld, at skyldneren selv bliver virkelig skyldfri, og ikke kan kræves for noget mere. Og at han altså ikke bare anses for at være det, men at han virkelig er skyldfri. På grund af at hans gode bror fuldkomment betalte hele hans gæld.

Så meget mere må da Herren Kristi fuldbragte offer og betaling for os gøre os virkelig skyldfrie og retfærdige, selv om vi ikke selv har nogen mulighed for at opfylde loven.

Derfor må vi altså ikke opfatte ordene ”tilregne retfærdighed” som om Gud skulle regne os for retfærdige, mens vi virkelig ikke er det. Meningen er bare den, at det er en andens retfærdighed som er skænket og tilregnet os. Men på en så sand og fuldkommen måde at vi virkelig er retfærdige.

Den hellige lov har ingenting mistet i sin majestætiske retfærdighed. Det den kræver, er fuldbyrdet i hele sin uendelige bredde. Dens domme og straf er sonet i al sin gru. Kort sagt: Gud er retfærdig når han retfærdiggør den som tror.

For det er ikke en tænkt eller opdigtet, men en virkelig retfærdighed han tilregner os. Og på den sidste dag skal han for hele verdens åsyn kalde sine troende de retfærdige, og i overensstemmelse med sin fuldkomne retfærdighed give dem ”retfærdighedens krone.”