19. marts

Vi har set og vidner at Faderen har sendt Sønnen som verdens Frelser. Joh. 4:14.

Læg her først mærke til højden og dybden i den guddommelige kærlighed!

Johannes siger at ”Faderen har sendt Sønnen som verdens Frelser.” Og videre: ”Ved dette blev Guds kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve ved ham.” Og igen: ”I dette er kærligheden, ikke at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og har sendt sin Søn til soning for vore synder.”

At det bare var Guds kærlighed som drev ham til at sende Sønnen. Og at dette var det største bevis på Guds kærlighed. Det siger Herren selv sådan: ”Så højt har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne.”

Og hvad andet skulle kunne have drevet ham til dette, end Guds egen kærlighed? En gammel lærer siger: ”Jeg har længe anstrengt mine tanker med al min kundskab om Gud og om mennesker, for om muligt at trænge gennem til den dybeste årsag til at Gud elskede verden så højt at han sendte sin enbårne Søn. Men min konklusion blev til sidst bare denne: Gud er kærlighed, derfor elskede han.”

Dag og nat plejer og bærer en mor med utrættelig kærlighed sit syge barn. Spørger du hende, hvad der får hende til dette, har hun heller ikke noget andet svar at give. For det er en lov i hendes hjerte; moderkærligheden, der driver hende til dette.

Sådan finder vi heller ikke nogen anden grund til at Gud gav sin enbårne Søn. Sådan var hans hjertes forhold til menneskene. Menneskene var trods alt hans børn, selv om de var faldet og var ilde tilredt. Men han genkendte i dem barnet som han i begyndelsen skabte i sit billede, og som arving til alle sine goder. Gud elskede sit faldne barn. Det var dette som drev ham.

”Gud sendte sin Søn.” Dette ord siger os at Sønnen var til før han blev sendt til verden. Kristus var Guds Søn også i ordets egentlige forstand. Det måtte han også være, hvis det at han blev sendt til jord skulle blive en åbenbaring af Guds evige og uendelige kærlighed til menneskene.

Gud har sendt mange profeter og engle til at tjene menneskene. Men vi ser aldrig at Kristus bruger dette som bevis på Guds store kærlighed. Kun om at Den enbårne Søn blev sendt til jord, ser vi ham sige: ”Så højt har Gud elsket verden.”

Og i Rom. 8:3 kalder Paulus Kristus, ikke bare for Guds Søn, men for hans egen Søn. Dermed skiller han Kristus fra alle som i en eller anden betydning kaldes Guds sønner, og lader os forstå at han er Guds Søn i egentlig forstand.

Englene kaldes Guds sønner med baggrund i hvordan de blev skabt, og deres høje stilling. Israels folk kaldes Guds sønner med baggrund i den faderlige kærlighed og omsorg Gud altid havde for dette folk. De troende kaldes Guds sønner med baggrund i deres nye fødsel og samfund med Kristus. Men ingen andre end Kristus bliver kaldt ”hans egen Søn.” Eller som hos Johannes: ”Den enbårne af Faderen,” ”den enbårne Søn.”

Men ”denne store gudsfrygtens hemmelighed: at Gud blev åbenbaret i kød” kolliderer så kraftigt med vor stakkels fornuft, at selv de der nok rent generelt tror Guds ord, anfægtes i dette, og fristes til ikke at opfatte udtrykket ”Guds Søn” i sin egentlige forstand.

Tænk derfor grundigt over det vi nu har sagt!

Læg så til dette, hele Skriftens utallige vidnesbyrd om det samme. Heb. 1 minder om hvordan den enbårne Søn omtales af Faderen med sådan et navn og tiltale som ingen af englene blev - ”For til hvem af englene har han nogen sinde sagt: Du er min Søn, i dag har jeg født dig?” Og videre: ”Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.”

Vi ser at han er den som skal tilbedes guddommeligt. ”Alle Guds engle skal tilbede ham.”

Skriften vidner om at han er den som skal regere over et evigt rige. For ”til Sønnen siger han: ”Din trone står i evigheders evighed.”

Og til sidst nævner vi at Skriften vidner om at han har forestået selve skaberværket: Johannes siger om ”Ordet” der blev kød: ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev ingenting til af det som blev til.”

Ja, føj også til at han var til ”før verden blev til,” sådan som han selv siger det i Joh. 17:5: ”Far, herliggør mig hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.”

Dette havde profetierne allerede forkyndt, når det f.eks. i Mika siges, at fra Betlehem skulle han komme ”som skal være hersker over Israel. Hans udgang er fra begyndelsen og fra evighed.”

Lad os i stille tilbedelse lovprise Den Eviges underlige råd! Sandelig, han har sendt sin egen Søn til verden!