15. juli

Ske din vilje! Luk. 11:2.

Denne bøn kræver et hjerte som helt og holdent elsker Gud. Et hjerte som egentlig bare er optaget med det som er til behag for ham. Det kræver hjertet til et barn som ingen egen vilje har, men bare vil Faderens vilje, og ikke behøver nogen yderligere forklaring på hvorfor det ene eller andet skal ske, end bare at det er velbehageligt for Faderen.

Tusindvis af mennesker kan elske noget godt, noget ædelt, noget nyttigt, noget nødvendigt. Men det er ikke det samme som at elske Guds vilje! Det er ikke nok at vi elsker nøjagtig det samme som Gud elsker. Men at vi skal elske selve Guds velbehag, uden hensyn til hvad det er han vil.

At vi dermed skal elske Gud sådan at vi for hans skyld elsker alt det han vil. Selv om det for os ser så håbløst eller umuligt ud som da Abraham fik befaling om at ofre Isak, ”løftets søn.” Det måtte jo være umuligt for ham at se nogen grund til dette. Men fordi det var Guds vilje, ville han gøre det.

Og sådan kræver den tredje bøn at vi ikke bare skal acceptere en sådan Guds vilje. Men også elske den så højt at vi beder om at den må ske. For vi må aldrig glemme at bøn - bøn må være en hjertets sag. Ikke forstandens værk. Ikke drevet af love og påbud, men af hjertets eget begær og trang.

Men Guds vilje betyder jo det samme som Adams død og korsfæstelse. Mens al menneskenatur vil være fri, og elsker sin egen vilje. Og da kan man vel spørge: Hvordan kan noget menneske få et sådant hjerte, som elsker Guds vilje, så man virkelig også beder om at bare den må ske?

Nej, et sådant hjerte får man aldrig - om man så plager sig selv til døde - på nogen anden måde end ved at blive født på ny af Gud.

Når et menneske er blevet virkelig udmattet af sin egen ondskab og af lovens hellige krav, da vil det omsider, totalt uværdig, fuldstændig overvældes af den store og uforskyldte nåde. Da siger det: Åh, Jesus, det er bare alt for meget!

Da får det en fuldkommen renselse og frelse i hans blod, og i hans kærlighed sin fred og fryd. Når Guds kærlighed bliver udgydt i hjertet på denne måde, da bliver Guds velbehag også mere dyrebart for os end alt det som tænkes kan.

Det første spørgsmål for dette hjerte bliver da: ”Hvad kan jeg gøre til dit velbehag, du uforlignelige Frelser? Åh, må jeg bare få lov at gøre Guds vilje!”

Da er denne frelste sjæl ikke længere optaget med hvad der er godt og ret, men bare med hvad hans himmelske Far vil. Da kender den ikke noget så ondt som sit eget hjerte, og siger i fuldt alvor: ”Gud, tag min egen vilje bort! Jeg kan ikke selv. Gør du det!” Og når den sådan beder mod sig selv, da beder den om Guds vilje.

Når jeg altså først selv er blevet knust af min egen viljes ondskab. Og derefter så gennemtrængt af Guds storhed, at hans vilje betyder mere for mig end hele min frelse -. Men også så indtaget af hans kærlighed og herlighed, sådan at hvis bare hans vilje sker, så er alle ting vel -. Da har jeg et sådant hjerte som virkelig elsker Guds vilje.

Her må hver enkelt så se hvor han står. Her stilles vi på ny overfor noget som åbenbarer vort hjertes inderste tilstand. Igen minder vi om at bønnen må være et udtryk for noget som virkelig optager dit hjerte, som er blevet din trang og din nød. Det er ikke hvem som helst som kan bede denne bøn.

Du som læser dette: Stands nu op en stund ind for Guds ansigt, ind for hans øjne som ser alle dit hjertes tanker og holdninger! Hvordan er det med dig i dette spørgsmål? Du ved vel selv om dette er noget du plejer at være optaget med. Om du sædvanligvis har sådan en trang eller nød så du sukker og beder: ”Gud, vis mig din vilje! Hjælp mig at gøre din vilje!”

Det er umuligt at Den Hellige Ånd kan bo i et hjerte uden at opvække en sådan trang derinde. En kristen kan vel ofte være så urolig til sinds at han beder bønnen Ske din vilje uden bevidst at tænke over dette. Men hans daglige hjertes suk vil alligevel altid være dette: ”Gud, min Far, min Frelser: Hjælp mig, hjælp mig at gøre din vilje! Hjælp mig mod min forfærdelige træghed! Giv mig din hellige Ånds kraft og trang efter at gøre din vilje, og vis mig din vej, så jeg kan gå den i din sandhed!”

Ja, dette er noget som særlig kendetegner et hjerte hvor Den Hellige Ånd bor. Dette er netop den ene store halvdel af det som skulle kendetegne den nye pagts børn. Herren siger: ”Jeg skal lægge min lov i jeres indre og skrive den i jeres hjerter.” Guds lov er jo Guds vilje.

At Guds lov er skrevet i hjerte og sind oplever vi da ved at hjertet elsker Guds vilje, at jeg har denne trang og dette inderlige suk: ”Åh, om jeg bare kunne holde din lov af hele mit hjerte! Åh, om jeg bare kan gøre Guds vilje!”

Vi siger ikke at en kristen er et fuldkomment menneske. Åh nej, der er meget skrøbeligt, både i hans indre og ydre liv. Han kan heller ikke våge, bede og kæmpe mod sin skrøbelighed som han burde og ville. Der er ingen som kender til så meget synd, som netop Guds troende børn. Men læg alligevel mærke til dette: Skønner han at det ene eller andet er Guds vilje, da er dette straks en livslov for ham. Da vil han også opfylde det.

Og hvis nu kødet stritter imod Ånden, da fødes denne bøn -. Og se netop her hvordan selve denne trang og bøn skabes i hjertet - netop ved at kødets strid imod Ånden skaber kamp og bøn om Guds vilje.

Det hele stadfæster bare det vi også altid må holde fast ved; at en kristen har et sådant hjerte og sind.