13. april

Så mange af jer som blev døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus. Gal. 3:27.

Apostlen siger at vi er døbt til Kristus. Selv om dåben, sådan som Kristus indstiftede den, sker i (eller til) hele den guddommelige treenighedens, Faderens, Sønnens og Den Hellige Ånds navn, så kaldes det, og er, alligevel en dåb til Kristus.

Grunden til dette kender vi: Bare i ham alene er frelsen, han alene er vejen, han er døren. Ingen kommer til Faderen uden gennem ham. Faderen har gjort Kristus til vor Frelses Banebryder, vor Ypperstepræst, Profet og Konge. Faderen viser alle mennesker hen til ham, og siger: ”Hyld Sønnen!” ”Hør ham!.” Til ham er det vi skal døbes, til ham skal vi knyttes. For i ham er livet.

Ordet ”til” (døbt til Kristus) udtrykker den inderligste forening med Kristus, og at vi dermed også har del i hele hans fuldbragte værk. Alt dette får vi i dåben. Og denne forening, og det at vi får del i Kristus og hans værk, udtrykkes endnu tydeligere med ordet ”indplantet” (forenet - som i grundteksten betyder ”sammenvokset”) i ham (Rom. 6:5).

For et menneske som er døbt og har liv i Gud skal vi ikke længere se på som den han er i sig selv. Men helt og holdent som en del af Kristus, et lem på hans legeme. Sådan at alt som angår lemmet, det angår også hovedet. Og det hovedet ejer, det ejer også lemmet.

Men er dette virkelig sandt? Bruger vi måske her alt for stærke og herlige ord? Er det sandt at vi i dåben får en så inderlig forening med Kristus, en virkelig ”sammenvoksning” med ham? Er det sikkert at apostlen havde en sådan mening med dåben?

Se da hvordan han taler her: ”Så mange af jer som blev døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus.” Læg mærke til ordet ”iklædt,” - ”iklædt Kristus,” svøbt jer ind i ham. Dette taler jo ganske tydeligt om samme inderlige forening med Kristus, som ordet ”indplantet,” eller ”indpodet” (Rom. 11:17,19,23,24). Det vil sige at vi bliver et med hele hans person, hele hans fuldbragte værk og hans velbehag for Faderen.

At dette i vore øjne er alt for stort og uforståeligt, kommer bare af den forfærdelige vantro i vort hjerte, og djævelens stærke påvirkning. Han vil ikke godtage at vi skal have nogen guddommelig trøst som kunne true hans rige. Vi må virkelig huske på at det den store, kærlige Gud har gjort for os mennesker, alt sammen er så umådelig stort, og selvfølgelig højt over det vor forstand og tænkeevne magter at gribe.

Han har skabt os for at vi skulle være hans børn, og til arvinger af hele hans rige. Han har givet sin enbårne, evige Søn for at han først og fremmest skulle være vor bror, vor omsorgsfulde slægtning. Men også vor Frelser, vor Forsoner og Forsvarer. Han har givet os, og giver os hver dag sin Hellige Ånd. Og den skaber et guddommeligt værk i vore hjerter, som vi ikke kan fornægte at vi kender.

Skulle man da ikke kunne vente af ham, var det for meget af hans kærlighed, at han også gav os et sådant livgivende middel som dåben? Denne ydre og synlige handling hvor vi ved, at gennem den, får vi del i hele hans nåde, bliver løftet op og sat ind i hans nådepagt.

Når apostlene forklarer dåben, taler de om at vi ved dåben ”bliver iklædt Kristus,” gennem den ”indplantes”/”forenes”/”indpodes” vi i ham, og gennem den ”renses” og ”frelses” vi. Når man ser denne skildring, kan man virkelig undre sig over at dette dyrebare Guds nådemiddel bliver så foragtet som tilfældet oftest er. Men at dåben foragtes, har samme årsag som at jøderne foragtede Kristus. Det har sin grund i dens fattige og ubetydelige skikkelse.

Kristus blev født i en krybbe, var fattigere end rævene og himmelens fugle, ”en smerternes mand, kendt med sygdom,” og døde til sidst på et rettersted. ”Derfor regnede vi ham for intet” siger profeten på jødernes vegne. Det samme er det som sker med dåben. Vi ser bare på vandet, som Luther siger: ”med samme øjne som kvæget, som ved det går an at drikke.” Vi glemmer fuldstændig at den almægtige Gud Herren har knyttet sit hellige løfte til dette vand.

Vi opfører os på samme måde som den syriske høvedsmand Naaman da profeten Elisa sagde: ”Gå hen og bad dig i Jordan, så skal du blive helbredt.” Da så Naaman bare på selve vandet, og mente at vandet i Jordan ikke kunne udrette mere end det vand han havde i Damaskus. Han glemte fuldstændig at det bare var Jordans vand profetens løfte var knyttet til.

Luthers bemærkning om dåben, sådan som vi hørte det i vor børnelærdom, er virkelig træffende og vigtig: ”Dette udretter vandet ganske rigtig ikke, men Guds ord, som er knyttet til vandet, og troen som tillidsfuldt modtager det ord som er knyttet til vandet. For uden Guds ord er det bare vand og ingen dåb. Men med Guds ord er det en dåb, et nåderigt livets vand og et bad til genfødelse i Den Hellige Ånd.”

Gud har i sin visdom netop knyttet vor frelse til de mindste ting, midler som er lidet acceptable for vor fornuft. For at vi skulle stilles overfor en prøve: Om vi bare ville lytte til og følge hans ord. Eller om vi tværtimod vælger at se på det som er stort og acceptabelt for vor fornuft.

Denne Guds måde at prøve os på gennem små og ubetydelige midler, er som en sigte (en sold). Gennem det bliver alt som er stort skilt ud fra Guds gode hvede. Altså en trang port hvor bare de virkelig små, de enfoldige som har Jesu Kristi tro, kommer igennem og ind i hans rige. Derfor sagde han også om de små børn at ”Himlenes rige hører sådanne til.” Han har ”udvalgt det ringeagtede... det svage, det som står lavt, det som bliver foragtet, det som ikke er noget... for at gøre de vise til skamme.”

Lad os vogte os vel for det ”allerskadeligste uhyre,” nemlig fornuften, i åndelige sager (Luther). Pas på at du ikke bedrager dig selv, så du i spørgsmålet om dåben bare bliver stående med blikket fæstet på vandet. Og glemmer at det er til dette nådemiddel den store nåderige Herren har knyttet løftet om frelse og evigt liv!